Imens Morten var på arbejde i går, bagte jeg en pladefuld Valentins kager, som jeg vil glæde mig til at overraske ham med i aften. Og selvom jeg normalt ikke er til hverken mad eller kager, som er alt for pyntede og som bærer præg af at være blevet udsat for lidt for meget “finger-arbejde”, så synes jeg egentlig, at disse her blev vældig fine.

Kagerne er en smule omstændelige, men de var også både hyggelige og sjove at lave, så det er bare med at komme i gang, hvis man vel at mærke er til det lidt nørdede pillearbejde i køkkenet. Er man derimod typen der helst sætter dej på plader med 2 skeer og foretrækker mad, der passer sig selv, så ville jeg nok lave en anden kage, der kræver knap så meget tålmodighed.

Selve dejen er egentlig både simpel, nem og hurtig at lave – det er en helt almindelig vanille småkagedej, men udover selve modelleringen af kagerne er der selvfølgelig også en hel del ventetid, fordi dejen skal på køl nogle gange. Sådan er det jo med smørholdig dej, ellers bliver det simpelthen for blødt at arbejde med.

 

 

Jeg lod den færdige dejrulle, med det røde hjerte i midten, hvile i køleskabet i godt og vel 1 time, inden jeg skar den ud til småkager. En anden gang vil jeg overveje i stedet at komme dejen i fryseren, for selvom rullen var ret kold og fast, var det alligevel svært at holde formen på skiverne, og dermed de små, røde hjerter, da jeg skar kagerne ud. De blev presset en lille smule ud af facon, hvilket man også kan se på det færdige resultat, og jeg ville gerne have haft, at de stod knivskarpt. Det ved jeg så til en anden gang, men det er faktisk også det eneste, jeg har at udsætte på de små fine kager, som jeg glæder mig til at servere for Morten i aften, når vi har været ude at spise.

Valentinskager med røde hjerter.

Ca. 15 stk.

100 gr smør

50 gr flormelis

1 lille sammenpisket æg

1/2 tsk vanillepulver

1 knsp. salt

125 gr hvedemel

lidt rød frugtfarve

Skær smørret i mindre stykker og kom det i en skål sammen med flormelis, æg, vanillepulver, salt og hvedemel. Saml hurtigt dejen og del den i to lige store dele. Sæt den ene halvdel i køleskabet og ælt den anden halvdel med en passende mængde rød frugtfarve, inden den sættes på køl ca. 30 minutter.

Rul den røde dej ud i ca. 2 cm’s tykkelse og tryk små hjerter ud – 2-3 cm i diameter. Stabel hjerterne ovenpå hinanden og dup evt. med lidt vand eller sammenpisket æg, hvis det kniber med at få dem til at klistre sammen. Når hjerterne hænger sammen som en lang, rød “hjertepølse” rettes de let til og sættes så på køl. Efter ca. 30 minutter tages “hjertepølsen” ud og pakkes ind i den lyse kagedej. Væg forsigtig, så hjertet ikke ødelægges eller presses ud af facon. Når hjertet er pakket ind i lys dej, rulles der forsigtigt, så det bliver til en pølse med et rødt hjerte i midten. Sæt dejen på køl eller i fryseren, til det er blevet fast. Skær herefter pølsen ud til småkager af ca. 1 cm’s tykkelse med et fint hjerte i midten og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag hjerterne ved 175 grader i ca. 15 minutter til de er gyldne og gennembagte. Lad dem køle af på ovnristen og opbevar dem i en lufttæt dåse.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)