Lækker sprødt bacon penslet med mørk chokolade. Det var hvad vi nippede til i går, imens vi lavede aftensmad, efter Morten var kommet hjem fra arbejde. Jeg havde lavet stykkerne om eftermiddagen, men valgte at de skulle serveres som en before dinner snack. Og snacks er vel den bedste betegnelse, jeg kan komme på til disse her bider. Tilbehør er det i hvert fald ikke og det vil vist også være at strække den for vidt, at kalde det for hjemmelavet konfekt eller slik. Men faktum er altså bare, at kombinationen af den lækre og søde, mørke chokolade og det knasende sprødstegte og salte bacon er fremragende.
Jeg fik ideen, da vi var til en brunch i januar – min moster holdt fødselsdag og havde, udover de gængse brunchretter, også lavet nogle fantastiske store chewy chokoladecookies med karamel i. Jeg er egentlig ikke så meget til chokoladekage, chokolademuffins osv, hvilket også forklarer, at der sjældent postes opskrifter i den kategori her på bloggen. Men pludselig slog en tanke alligevel ned i mig, da jeg fik øje på en skøn og cremet blåskimmelost og de store cookies, der var skåret i kvarte. Det skulle simpelthen prøves og det blev det. Og kombinationen af den salte og skarpe blåskimmel sammen med den bløde chokoladecookie med chokoladestykker og karamel var simpelthen skøn. Ingen af de andre i selskabet skulle nyde noget, men egentlig er det vel ikke så grænseoverskridende, eftersom der i forvejen er en helt masse mennesker, der pøser sirup ovenpå osten?
Ideen var altså skabt og da jeg alligevel stegte et par skiver bacon til blooming potatoes forleden dag, smed jeg 4 ekstra skiver i ovnen og da de var kolde, blev de penslet med et tyndt lag chokolade. Den første skive jeg spiste, kunne jeg ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg mente om, ved nummer 2 var jeg solgt.
Så vidt jeg kan læse mig til er bacon og chokolade faktisk ikke engang noget særligt. Specielt i England og Holland er de vilde med kombinationen og køber gerne chokoladeplader og barer med bacon. Det har jeg så på en eller anden måde ikke rigtigt lyst til at smage, hvilket må siges at være sært, når jeg nu roser mine egne bacon-chokolade frembringelser til skyerne, men måske er det fordi, at dette her er så enkelt og ikke mindst hjemmelavet.
Jeg forestiller mig, at servere de knasende chokolade-bacon stykker som en appetizer for gæster på et tidspunkt. Umiddelbart tænker jeg, at jeg måske lige skal have en snack mere i baghånden, for det er nok ikke alle, der vil falde i svime over kombinationen på samme måde som mig (og Morten for resten), men der skal nok være nogle stykker, der får smag for det og ellers har de i hvert fald fået lov til at prøve en snack, som de færreste har fået serveret før.
Der indgår kun 2 ingredienser i opskriften og når man har med så simple sager at gøre, er det vigtigt, at de enkelte ingredienser så til gengæld er helt i top rent smagsmæssigt. Ikke noget med budget bacon og billig og alt for sød vekao overtræk her – det skal være god bacon og god, mørk chokolade. Men så bliver resultatet også fantastisk.
Sprøde baconstykker med mørk chokolade.
1 pk god bacon i skiver
75-100 gr god, mørk chokolade
Læg baconskiverne på en bageplade med bagepapir og bag dem sprøde og lysebrune i ovnen. Læg dem på fedtsugende papir og dup overskydende fedt væk med et stykke køkkenrulle. Lad baconskiverne blive helt kolde i køleskabet. Smelt chokolade over vandbad eller i mikroovnen og pensl et jævnt lag på den ene side af hvert baconstykke – det må gerne se lidt rustikt ud og de skal ikke nødvendigvis dækkes af chokolade. Lad chokoladen stivne og anret evt. stykkerne opretstående i et glas.
Note. Ønsker man chokolade på begge baconsiderne, skal man måske bruge lidt mere chokolade.
Det lyder simpelhen fantatisk, spiser kun LCHF. Men nyder at følge din blog og bruger mange af dine opskrifter, men laver dem lidt om til lchf undskyld, men kan ikke tåle gluten. Du er en kæmpe inspiriation for mig, da jeg går sygemeldt med bl.a. en depression, så det er lidt svært at varige kosten, men du er en stor hjælp til det. Tak. 🙂
Maj-Brit – Altså så vidt jeg er orienteret, så må man både spise mørk chokolade og bacon på LCHF, så dem her kan du springe ud i uden at lave nogle ændringer overhovedet 😀 Og tak for ros til bloggen – det er altid dejligt at høre den slags 🙂
SIRUP på OST?? Ai…. men chokolade og bacon er thumbs up 🙂
Tak for ideen..
Annika – Joooo, sirup på ost (men ikke brugt af mig 😉 ) og held og lykke med dit bacon konfekt 😉
Nej, Anne dog, udbrød jeg højt, da jeg så, du puttede chokolade på bacon. Så kom jeg til at tænke på, at man putter chokolade i chili con carne – måske det ville være noget, man kunne sidde og “fedte” med sammen med chips til retten.
Elsebeth – Jeg lover dig altså, det er så godt. Men det kræver selvfølgelig god bacon og rigtig god chokolade – ellers tror jeg også det bliver en noget “vammel” omgang 😀
Kan man fryse dem ?
Hvor lang tid kan de holdes sig hvis de har været i fryseren?
De ser lækker ud glæder mig til at prøve dem.
Yvonne – Jeg må indrømme, at jeg ikke har prøvet at fryse dem, og det vil jeg heller ikke anbefale. Baconstykkerne mister deres sprødhed og derudover vil chokoladen blive “hvid” og du kan risikere, at den falder af baconstykkerne efter en tur på frost 🙂