Stegte kyllingelår i madpakken minder mig om varme sommerdage, picnic og skovture. Og selvom det ikke ligefrem kan påstås, at vinterferie rimer på sommer, og skolemadpakkerne for en hel dels vedkommende ikke skal laves i denne her uge, så er det vel ikke helt utænkeligt, at man alligevel kan komme ud for at skulle have en lækker madpakke med til det ene eller andet arrangement?

Morten holder jo ikke vinterferie, så for at det ikke skal være alt for urimeligt, at jeg går herhjemme og holder fri, har jeg besluttet, at han skal forkæles med ekstra lækre madpakker i denne uge. Derfor har jeg lavet en stor portion sprødstegte, saltede kyllingelår, som han kan få med i ugens løb. Og så bliver der også lige et par stykker til os hver til aftensmad i aften, hvilket bestemt ikke er at foragte.

Kyllingelårene er saltede, hvilket betyder at de skal ligge i køleskabet i en saltlage i 24 timer. Det kræver selvfølgelig, at man går i gang med forberedelserne et døgn før man skal bruge kyllingelårene, men det er altså også bare med til at give de mest lækre, letsaltede kyllingelår, som er perfekt krydrede. Til gengæld indeholder opskriften kun 3 ingredienser i det hele og den er super nem at lave, så selvom det tager 24 timer fra start til slut, så er den effektive arbejdstid kun omkring 10-15 minutter.

 

 

De saltede kyllingelår er geniale i madpakken, evt. sammen med en rugbrødsklapsammen med lidt smør, lidt grønsager i stave, små tomater, et hårdkogt æg, lidt frugt eller hvad man nu ellers kan finde på.

Sprøde og saltede kyllingelår.

8-10 store lækre kyllingeunderlår

2 spsk groft salt

50 gr smør

Dup kyllingelårene tørre i køkkenrulle og kom dem i en frysepose sammen med saltet. Ryst posen godt så saltet fordeles, lad derefter posen hvile i køleskabet i ca. 24 timer.

Skyl saltet af kyllingelårene og dup dem tørre. Varm smørret op i en gryde og brun kyllingelårene i det varme smør. Når alle lårene er brunede, lægges der låg på gryden og lårene simrer i smørret ved svag varme i 25 minutter. Tag lårene op og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Steg lårene i ovnen ved 200 grader til de er gyldne og sprøde udenpå – vend dem evt. et par gange undervejs, så de bliver jævnt brune.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)