Endnu en morgen med strålende sol og da vi i forvejen havde set i vejrudsigten, at dette her skulle blive den allerbedste dag på hele ugen, selvom de andre absolut ikke var at foragte, tidspunktet på året taget i betragtning, havde vi valgt, at vi skulle besøge “Top of the Rock” i Rockefeller tårnet og på picnic i parken til frokost.

Morgenen startede dog i vanlig stil med morgenmad på Westway diner – muligvis ikke så opfindsomt at spise det samme sted hver morgen, men lige præcis morgenmaden, må i min verden gerne befinde sig lidt tæt på hotellet og være til at overskue – jeg gider ikke tænke kreativt på den tid af dagen og stort set alle diners har et morgenmadskort, der til forveksling ligner hinanden. Derfor er der faktisk ingen grund til at lede videre, når man først har fundet et sted, man er godt tilfreds med. Hos Westway kommer der virkelig mange lokale og politibetjente, der lige skal have lidt at spise i en pause, hvilket i min verden betyder god mad og rimelige priser.

Efter morgenmaden gik vi op til Bryant Park, som ligger lige ved Hovedbiblioteket – det er her, der vises film på storskærm om sommeren og om vinteren sættes en masse små hyggelige boder og en skøjtebane op. Det var virkelig lækkert vejr og der sad mange og nød solen ved de små borde, ligesom mange af dem på skøjtebanen også havde smidt overtøjet. Lidt surrealistisk, når man samtidig kunne gå rundt og kigge i de mange julepyntede boder. Vi havde egentlig aftalt, at komme tilbage, når det blev mørkt og se det hele med lys på, men det kom vi fra igen.

38

39

Efter en tur i parken gik vi ned mod Chrysler Building og Grand Central Terminal – den kan vist bedst kaldes New York’s hovedbanegård. Vi har efterhånden været her en del gange, men det er altid et besøg værd. Bygningen er virkelig smuk med et fantastisk loft dekoreret med stjernetegn og så må man jo ikke glemme, at der udover en masse butikker og en kæmpe Apple afdeling, også er et stort madmarked i kælderen, hvor folk der skal med toget, eller bare ikke gider lave mad selv, kan købe ind i de mange boder. Det er desuden her, den verdensberømte restaurant “Grand Central Oysterbar” ligger.

Lige inden vi gik ind på banegården, fik jeg øje på ham her, der stod og samlede ind til julehjælp til fattige og hjemløse. Vi var jo i starten af november og det er vel der de går i gang, men jeg har aldrig set dem andre steder end på film, så jeg var lige nødt til at tage et lidt diskret billede.

40

41

42

43

Efter turen på Grand Central gik vi tilbage mod Rockefeller Building, for vi ville som sagt en tur op i tårnet. Vi har tidligere været et par gange i Empire State Building, men aldrig i Rockefeller, selvom man har en fantastisk udsigt til netop Empire State Building fra toppen og desuden kan få nogle rigtig fine billeder af Central Park. Vi købte billetter, men kunne tidligst få en tid op i tårnet en time efter, så i stedet satte vi os ned foran Rockefeller tårnet og tog en pause og lidt at drikke – jeg fik desuden en lækker udskåret mango fra en deli.

Posen er fra HBO-shoppen, som vi besøgte efter turen i Bryant Park, inden vi gik ned til Grand Central – der var lige en rigtig fin bog bagom Sex and the City, som jeg faldt over. At den så kun kostede omkring 70 kr var jo bare endnu bedre.

46

Pladsen foran Rockefeller Building er nok en af de mere “berømte” pladser i New York – skøjtebanen og juletræet, der placeres foran bygningen ovenover guldstatuen, har været med i flere forskellige film og om sommeren fjernes skøjtebanen og der sættes massevis af borde og stole op, så man kan sidde i læ og nyde solen.

47

Turen op i toppen var nem og bekvem. Imens vi stod i kø, blev der vist et par små film om tårnet, dets betydning for byen, det berømte juletræ mm. og pludselig var det vores tur til at gå ind i elevatoren. Modsat Empire bygningen, bliver man kørt helt op i toppen med en og samme elevator, men “The Rock” er jo også en lille smule lavere. Udsigten fejler til gengæld ikke noget og modsat Empire, hvor det meget ofte kan være noget af en “sild i tønde” oplevelse at gå rundt på platformen, var der her rigtig god plads og mulighed for at bevæge sig rundt på 2 forskudte terrasser. Desuden er det nemmere at tage billeder fra toppen af Rockefeller, fordi der er skærmet af med store glasplader (og hegn selvfølgelig), men modsat Empire, skal man ikke have sit kamera forbi et gitter for at tage billeder.

Derudover må man jo ikke glemme den smukke udsigt over parken, Empire State Building og et nyt højhus, som bliver kombineret bolig og erhverv og som bliver blandt de højeste i verden. På Manhattan kommer det til at rage op over Empire, men dog ikke One World Trade Center, hvilket jeg tror, der ligger en hel del symbolik i. Vi var ikke opmærksomme på byggeriet, da vi var i New York i oktober 13, men nu skal jeg da love for, at det var svært at overse. Ude fra lufthavnen har man således nu 3 pejlemærker på Manhattan – One World Trade Center som det sydligste, Empire State Building som det midterste og det nye tårn som det nordligste.

49

50

51

53

Efter turen i Rockefeller var vi sultne og da vi alligevel var i nærheden af Central park, hvor vi havde aftalt at spise frokost, gik vi ind i den nærmeste sandwich shop, som viste sig at være en Subway, og købte 4 sandwiches og lidt drikkevarer. Jeg fik, så vidt jeg husker, noget grillet kylling med smeltet ost og ranch dressing. Jagten på en egnet bænk i solen gik nemt og vi satte os ved karrusellen i Central park og spiste. Derefter gik vi op gennem parken ad Poets Walk, hvor der som sædvanligt var mange mennesker, men det var også virkelig dejligt vejr og mange holdt frokostpause i parken eller lå og nød livet på tæpper i græsset.

Ved Bethesda Fountain holdt vi til højre og gik op forbi The Lake og nød de smukke efterårsfarver og stemningen i parken, indtil vi nåede Boathouse, hvor der var rigtig godt gang i udendørs serveringen og fyldt med mennesker. Vi var jo ikke ligefrem ved at dø af sult, men satte os alligevel og fik en cafe latte og delte en lille snack bestående af et par bægre med pommes frites.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er vild med deres pommes frites i Boathouse – jeg tror egentlig ikke, de er specielt meget anderledes, end de pommes frites man får så mange andre steder. Det har nok nærmere noget at gøre med stemningen, parken og følelsen af at sidde under træerne et eller andet sted dybt inde i en skov og så stadig kunne se skyskraberne som omkranser parken hele vejen rundt.

54

55

57

58

59

60

61

Efter vores lille kaffepause, gik vi langsomt over mod westside med kurs mod John Lennons mindepark – Strawberry Fields. Undervejs begyndte solen langsomt at gå ned, men ikke desto mindre mødte vi stadig rigtig mange mennesker på vores vej tværs gennem parken og vi var absolut heller ikke de eneste, der stod op beundrede den smukke “Imagine” mosaik.

62

63

64

Selvom det stadig var lunt og der absolut er en helt speciel og hyggelig stemning i Strawberry Fields, blev vi alligevel enige om at nøjes med at tage et par billeder og derefter smutte ud på Westside og tage en sub downtown til vores hotel. Vi skulle lige hvile fødderne en times tid og have et bad, inden vi skulle ud og spise og eftersom det var tirsdag, hvad var så mere oplagt end at gå på Ruby Tuesday? 🙂

65

66

I USA har de en hel del kæde-restauranter og selvom jeg normalt forsøger at undgå den slags i Danmark, blandt andet Jensens Bøfhus, fordi kvaliteten simpelthen er for ringe, så kan jeg altså godt anbefale, at man prøver det i USA. Blandt andet Ruby Tuesday og TGI Fridays laver rigtig fin mad og servicen er helt i top. Vi startede med at bestille et par solide drinks, inden vi så nærmere på det enorme menukort.

67

68

Vi har ikke tidligere besøgt Ruby Tuesday, så Morten og jeg havde lyst til at prøve deres burgere – jeg fik en burger med kylling, smeltet mozzarella, avocado og bacon (en all time favorite kombination, som jeg bestiller, når jeg kan komme til det, enten som sandwich eller burger). Ved siden af fik jeg sweet potato fries, som jeg også er ret skudt i. Morten prøvede deres bacon-cheese burger og valgte at få den i en pretzelbolle (de der kringler med salt på) og han var ovenud tilfreds.

Vores rejsefæller derimod havde bøf i øjnene, så det bestilte de selvfølgelig. Fordelen ved bøffer i USA er, at man meget ofte bare køber bøffen og så vælger man selv tilbehøret og der er som oftest rigtig meget at vælge imellem. Dermed kan man sammensætte en menu, lige efter hvad man har lyst til på pågældende tidspunkt. Det kom der en bøf med pommes frites og grønne, grillede bønner, samt en bøf med krydderkartoffelmos og løgringe ud af. Sauce er til gengæld ikke noget, man gør det så meget i til bøfferne, men jeg er sikker på, at der var et par varianter på kortet, som man kunne have fået med ved siden af.

69 70 71

Efter maden var det blevet ret sent, så vi gik lige så stille tilbage mod hotellet forbi Times Square, hvor der trods tidspunktet som sædvanligt var fyldt med mennesker. Det eneste tidspunkt jeg nogensinde har oplevet Times Square nogenlunde affolket, var en vinterdag for nogle år siden, hvor det regnede. Jeg tror, vi skulle i supermarkedet og købe et eller andet og vi hoppede derfor i gummistøvler og paraply og gik en tur og nød, at have det hele næsten for os selv.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)