Når vi her i starten af foråret går imod lysere tider, får jeg altid lyst til at lave mad, der er lidt lettere end de gængse efterårs- og vinterklassikere. Og lettere mad kunne for eksempel være tærter, for jeg er vild madtærter. Jeg ved godt, at der er en del af befolkningen, der ganske enkelt fik nok af de der tærter i 90’erne, da de figurerede på stort set hver eneste buffet, man kom i nærheden af, men come on… det er snart 15 år siden, vi forlod 90’erne og jeg synes, madtærterne fortjener at komme ud af skammekrogen igen og blive anerkendt for det de er – let og lækker mad, som kan fremtrylles på ingen tid og som kan laves med lige præcis den slags fyld man ønsker, eller har i køleskabet.

Jeg laver oftest de traditionelle grønsagstærter med æggemasse og kan sagtens spise dem helt uden kød, hvilket jeg også efterhånden har fået lært Morten. Alligevel tilsætter jeg også indimellem lidt god skinke, stegt kylling, chorizo i tern, lidt ristet bacon eller lign. Der skal egentlig ikke så meget kød til, så en rest fra aftensmaden kan sagtens bruges og så er alle glade – også kødelskerne og dem der er bange for vegetarmad.

Alligevel sker der jo ikke noget ved at prøve lidt nyt engang imellem og i denne her tærte, er fyldet derfor lavet på oksekød og grønsager og den traditionelle æggemasse er erstattet af lidt revet ost og masser af tomater. Jeg brugte kun en halv pakke oksekød, idet jeg hellere ville fylde op med grønsager, fremfor at sidde og spise tærtebund med ren kødsauce ovenpå, så den anden halvdel af kødet blev gemt til en portion klassisk bolognaisesauce.

Kødsaucen blev fyldt med hakket løg, hvidløg, hakkede tomater og peberfrugt i tern – det var indholdet af grønsagsskuffen i denne omgang. En anden gang kunne jeg også sagtens finde på at tilsætte hakket/revet squash eller gulerod, lidt majs, bladselleri i små stykker eller lign.

 

 

Jeg pyntede tærten med små tomater i halve og oliven, inden den blev drysset med lidt revet ost og kom i ovnen og udover at være vældig dekorativ, smagte den også skønt. Ved siden af tærten spiste vi en grøn og knasende salat, som var et perfekt supplement til det krydrede kødfyld i tærten og den sprøde tærtebund. Let og lækker aftensmad når det er bedst.

Fuldkornstærte med oksekød, tomater og oliven.

3-4 pers.

100 gr smør

100 gr hvedemel

75 gr fuldkornshvedemel – grahamsmel kan også bruges

1 tsk salt

1/2 dl vand

Tærtefyld.

1 spsk olie

1 stort løg, grofthakket

2 fed hvidløg, fitnhakkede

250 gr hakket oksekød

1 peberfrugt, skåret i små tern

1 ds hakkede tomater

2 spsk ketchup – tomatpure kan også bruges

2 tsk tørret oregano – basilikum eller timian kan også bruges

1 nip chilipulver – kan udelades

salt og peber

1 lille bakke cherrytomater, skåret i halve

1/2 glas sorte, stenfri oliven – kan udelades

50 gr revet ost.

Skær smørret i mindre stykker og kom det i en skål sammen med hvedemel, fuldkornsmel og salt. Smuldr smørret ud i melet og saml til sidst dejen med vandet. Man kan også samle dejen på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i skålen og lade maskinen røre en fast dej. Lad dejen hvile på køl, imens fyldet forberedes.

Varm olien op i en gryde og sauter løg og hvidløg heri. Tilsæt oksekødet og brun det godt af inden peberfrugt, hakkede tomater, ketchup og oregano tilsættes. Lad fyldet simre i 10-20 minutter, smag til med salt og peber og stil gryden til side. Rul tærtedejen ud på et meldrysset bord og tryk den ud i en passende tærteform (ca. 25 cm i diameter). Prik dejen med en gaffel og forbag den ved 200 grader i ca. 10 minutter.

Fordel fyldet i den forbagte tærtebund, kom halverede cherrytomater og oliven ovenpå fyldet og pynt med lidt revet ost. Drys evt. ekstra oregano ovenpå osten. Bag tærten ved 200 grader i ca. 20 minutter, til osten er smeltet og tærten gylden i kanten. Server varm eller lun med salat og dressing.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)