Så fik vinteren en ende og vi tager hul på foråret – sådan rent officielt i hvert fald, for det er jo sådan med det danske vejr, at vi for det meste er nødt til at tage højde for hvad som helst og derfor kan marts jo rent faktisk byde på både blå himmel og bare arme og storm og regn, vinterjakker og sne.

Jeg tager ingen chancer og forbereder mig på lidt af hvert i marts – noget kommer formentlig til at lykkes og andet må måske vente til vi når april, det må tiden vise.

 

 

I marts glæder jeg mig til –

– At gå en tur i skoven og plukke den første lille spæde buket anemoner. Når vi kommer lidt længere hen på foråret og anemonerne vokser sig store og kraftige, tænker jeg altid tilbage på, hvordan man i starten har stået og anstrengt sig, for at få sådan en lille forkølet buket til at stå bare nogenlunde stabilt i et snapseglas. Ikke desto mindre er det en tradition, at der skal plukkes en buket anemoner, lige så snart jeg får muligheden.

– At tage lige så stille hul på påskerierne. Påsken falder jo i starten af april i år, men allerede fra midten af marts vil jeg glæde mig til at fabrikere lidt hjemmelavede påskeæg og måske skrive et enkelt gækkebrev og håbe på at inkassere et lækkert påskeæg, hvis modtageren ikke kan gætte, hvorfra brevet kommer.

– At hente grene ind fra haven og skoven, sætte dem i vaser og se hvordan de lynhurtigt springer ud i varmen og udfolder de små, sarte lysegrønne blade.

– At planlægge vores påskeferie, som går til Amsterdam, sammen med min lillebror og hans kæreste. Det er rigtig mange år siden, at jeg sidst har været i Amsterdam og de andre har aldrig været der, så hvis der skulle sidde nogen med gode råd, tips og ideer, er I mere end velkomne til at skrive dem til mig.

– At få bygget et par plantekasser til haven, så jeg i år kan få gjort alvor af min drøm om en lille køkkenhave med gulerødder, lidt radisser og ikke mindst masser af krydderurter.

– At få afprøvet nogle af opskrifterne på min inspirationsliste, som har det med at vokse i det uendelige. Især fordi jeg ofte låner gamle madblade på biblioteket og derfor nogle gange er nødt til at vente, til vi når hen på den rigtige årstid, før jeg kan afprøve de mange ideer. Jeg har således en del forårsopskrifter liggende fra efteråret og vinteren.

– At finde en krog med læ og sætte mig, godt pakket ind i jakke og måske også et tæppe, og bare nyde solen i ansigtet og duften af forår i luften. Bare 15-30 minutters afslapning, hvor man lader tankerne flyve og nyder strålerne i ansigtet er fantastisk efter en mørk og grå vinter.

– At tage på planteskolen og få købt små, fine forårsblomster (der kan tåle nattefrost) til krukkerne rundt omkring i haven og få havemøblerne fundet frem og terrassen kørt i stilling til en ny sæson. Måske sniger der sig også en enkelt grillaften ind i løbet af måneden – selvom vi selvfølgelig spiser indendøre.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)