I sidste uge fortalte jeg lidt om, hvordan jeg i år har afprøvet et par nye varianter indenfor påskeæg, nemlig disse skønne marcipanæg med hasselnødde-nougat krokant og de lige så skønne marcipanæg med flydende karamel og hindbær. Uhhh jeg har altså et svagt punkt for æggene med karamel og hindbær.
Alligevel besluttede jeg mig for, at de sidste påskeæg skulle være af den lidt mere klassiske slags, nemlig ren marcipan som blev pyntet med hasselnøddeflager. Marcipan og nougat som blev pyntet med fine striber af hvid chokolade og endelig en variant med appelsin og marcipan – den fik lov til bare at blive overtrukket med god chokolade og slap for yderligere dikkedarer i form af kreativ pyntning.
Alt i alt er jeg endt med at lave lidt over 80 påskeæg i år og jeg synes altså, at de klassiske varianter hører sig til. Desuden skal man ikke kimse af sådan en frisklavet og blød marcipanbasse med en knasende chokoladeskal yderst og en lækker kerne af blød nougat.
Der er egentlig ikke så meget hokus pokus over opskrifterne – igen minder proceduren jo ret meget om at lave julekonfekt, men jeg har alligevel skrevet et par fremgangsmåder ned. Og nu skal der altså heller ikke laves flere æg i år, selvom vi egentlig ikke har vildt mange tilbage. Omkring 15-20 stk tror jeg, at der ligger i dåsen, resten er faktisk allerede blevet foræret væk til familie og venner. De sidste vil vi selv hygge os med og så skal der selvfølgelig et udvalg på bordet i en fin skål på fredag, når Mortens mor og hendes kæreste kommer herned og spiser og ønsker god påske.
Klassiske marcipanæg.
200 gr marcipan
Chokolade til overtræk
Hasselnøddeflager til pynt
Del marcipanen i 10-12 stykker og tril dem til fine, ovale påskeæg. Smelt chokoladen, overtræk æggene ét af gangen og drys med hasselnøddeflager inden chokoladen stivner. Lad æggene tørre på et stykke bagepapir og opbevar dem i en lufttæt beholder.
Marcipanæg med blød nougat.
200 gr marcipan
3 skv. blød nougat á ca 1/2 cm bredde
Chokolade til overtræk
Hvid chokolade til pynt
Del marcipanen i 12 stykker og tril hvert stykke til fine, ovale æg. Del hvert nougatstykke i 4 “bjælker”. Skær et snit på langs af hvert æg, ikke helt igennem men næsten – nu ligner æggene små hotdogbrød. Læg et stykke nougat i hvert snit – ligesom pølsen i en hotdog og luk marcipanen godt til omkring nougaten. Smelt chokoladen, overtræk æggene ét af gangen og lad dem tørre på et stykke bagepapir. Når chokoladen er helt tør, smeltes den hvide chokolade og kommes i en lille sprøjte- eller frysepose. Pynt æggene med fine, hvide chokoladestriber og lad dem stivne helt, inden de kommes i en lufttæt beholder.
Marcipanæg med appelsin.
200 gr marcipan
Fintrevet skal af 1 økologisk appelsin
Chokolade til overtræk
Ælt marcipan og revet appelsinskal sammen til en fin, orangefarvet masse. Del massen i 10-12 stykker og tril hvert stykke til fine, ovale æg. Smelt chokoladen, overtræk æggene ét af gangen og lad dem tørre på et stykke bagepapir. Opbevar æggene i en lufttæt beholder.
Åhh, dem bliver jeg simpelthen nødt til at lave i weekenden 🙂 Hvilken slags chokolade bruger du til overtræk, tænker % cacaoindhold? 🙂
Mvh Karin
Karin – Jeg kan generelt ikke så godt lide, at bruge alt for mørk chokolade til overtræk – jeg synes, det kommer til at virke meget bitter, når det bliver spist sammen med det søde marcipanfyld, så omkring 50-60 % Har faktisk engang imellem brugt mørk guldbarre – mener det er 57 % 😀 Og god fornøjelse med projektet 🙂
Mange hilsner fra
Anne.
Hvilke chokolade bruger du, synes nogen har det med at smelte før du næsten for det i munden
Camilla – Det er lidt forskelligt. Nogle gange en Callebaut chokolade, som er beregnet til at smelte og overtrække og andre gange bare almindelig, mørk chokolade i plader til overtræk. Hvis chokoladen ikke rigtigt vil stivne, så kunne noget tyde på, at du evt. har brugt en rigtig god chokolade, men har fået den tempereret forkert – så har den det med at være fedtet og smatte lidt på fingrene.
Hvilken mazipan bruger du
Jette – Som regel bruger jeg marcipan fra Odense eller Anthon Berg 😀