Udover hjemmelavede påskeæg i massevis har den forgangne uge også budt på en ny variant indenfor lasagne, nemlig en kyllingelasagne med tomat og spinat. En variant jeg ikke tidligere har prøvet, men det bliver der bestemt gjort noget ved fra nu af, for hold da op hvor var det bare en lækker og anderledes form for lasagne.
Mange kyllingelasagner laves på hakket kylling, men jeg ville gerne lave en lasagne, som rent strukturmæssigt adskilte sig fra den klassiske med hakket oksekød. Derfor lavede jeg i stedet lasagnen med kyllingefilet, hvilket var en stor succes. Desuden tilsatte jeg lidt majs, en rest jeg havde stående i køleskabet, men selvom jeg syntes, at de passede fint til resten af konceptet, så kan de altså sagtens undværes, hvis man ikke lige har en dåse stående, eller bare ikke føler for at tilsætte majs.
De møre kyllingestykker i den cremede fløde-tomat sauce var et lækkert alternativ til den sædvanlige lasagne med oksekød og med en blandet salat og lidt godt brød ved siden af, var det perfekt aftensmad. Aftensmad af den slags, der bare smager af mere og som man ved, snart vil komme på menuen igen. Og den slags aftensmad kan vi altså godt lide her i huset.

Kyllingelasagne med tomatsauce og spinat
Ingredienser
- 1 spsk olie
- 1 løg (hakket)
- 2 fed hvidløg (hakkede)
- 450 gr kyllingebryst (skåret i tern)
- 2 tsk karry
- 2 tsk tørret oregano
- ½ liter passata tomater (blendede tomater)
- 1 dl madlavningsfløde
- 2 dl mælk (kan erstattes af vand)
- 1 ds majs
- 450 gr frossen, hakket spinat (optøet)
- 12 lasagneplader
- 100 gr revet ost
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Opvarm olien i en gryde og sauter løg og hvidløg heri. Tilsæt kyllingen og brun den godt. Drys med karry og oregano og rør rundt. Tilsæt passata tomater, fløde og mælk og lad saucen simre i 10-15 minutter. Tilsæt majs og smag saucen til med salt og peber.Pres overskydende væde fra den optøede spinat og fordel lidt af tomatsaucen i bunden af et ildfast fad. Læg 3-4 lasagneplader ovenpå. Byg herefter lasagnen op med sauce, spinat og pastaplader. Slut af med pastaplader og det sidste sauce. Drys med revet ost og bag lasagnen ved 175 °C (varmluft) i ca. 30 minutter, til osten er gylden og boblende. Lad lasagnen hvile ca. 5-10 minutter, inden den skæres ud. Det giver lasagnen tid til at “sætte sig” og dermed et pænere snit. Server med en blandet salat og måske lidt godt brød.
Mums- Denne lasagne er blevet en af vores favoritter ? Og den egner sig godt som “reste mad”
Mette – Det glæder mig 🙂 Herhjemme hører den også til blandt favoritterne, når der skal lasagne på menuen 😀
Hejsa.
Har lige et spørgsmål inden jeg laver denne lækre lasagne. Hvad er passata tomater ?
Vil også lige benytte lejligheden til at sige tusinde TAK for alle dine lækre opskrifter ??
Kh. Mette .
Mette – Tusind tak for ros til bloggen 🙂 Du er bestemt ikke den første, der spørger ind til passatatomaterne, så jeg har skrevet en lille note i bunden af opskriften – jeg har lige kopieret den ind herunder 🙂
…Passata tomater er mosede tomater, som kan købes på karton eller flaske i stort set alle supermarkeder. De står som regel ved siden af konserves og øvrige tomatprodukter, men kan man ikke finde passata tomater, så brug 2 ds hakkede tomater i stedet. Giv dem evt en tur med stavblenderen, hvis konsistensen skal være klumpfri som passata tomater…
Hej igen.
Ups den havde jeg ikke set ? Men tusind TAK for svar ??
Mette – Det er helt i orden – jeg er glad for, at vi fik det klaret 😀
Hej Mette
Kan man bruge hytteost i stedet for mælk og madlavningsfløde
Mvh
Lone
Lone – Jeg har ikke selv prøvet det i denne her lasagne, men har brugt hytteost i andre lasagner unden problemer, så det er bestemt et forsøg værd. Dog skal man lige huske, at mælk og madlavningsfløde i denne her lasagne udgører selve saucen/væden, så det kan blive lidt “tørt”, hvis man fjerner al saucen og kun bruger hytteost.
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine
Hej.
Hvilken mængde passata skal der bruges? Har en flaske med 700 g, er det fint til en dobbelt portion?
På forhånd tak for svar:-)
Mvh Louise.
Louise – Normalt er der vist omkring 500 gr/½ liter i en brik passata tomater, men hvis du nu supplerer din flaske med 1 ds hakkede tomter, så vil jeg næsten garantere, at mængden passer med en dobbelt portion 😀
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine