Jeg lagde egentlig ud med at give dette indlæg overskriften “Madplan uge 12” men måtte så alligevel lige kontrollere, om det kunne have sin rigtighed og sørme om vi ikke netop har taget hul på uge 13. Jeg kan slet ikke følge med for tiden, men heldigvis har min kalender da styr på det og med uge 13 tager vi så hul på den sidste hele uge, før vi når påskeugen og en masse dejlige helligdage. Det har jeg nemlig fuldstændig styr på 😉

Vi skal have gæster et par gange i ugens løb, men derudover står der ikke så meget på programmet – vi gemmer kræfterne til uge 14, hvor Morten har taget et par fridage sammen med mig i starten af ugen – dagene skal bruges på hygge, måske lidt arbejde i haven eller andre hængepartier og så sætter vi kursen mod Amsterdam onsdag morgen.

 

 

Madplan uge 13.

Mandag – Vi skal have blomkålsgratin med gulerødder, for det er alt for længe siden og nu begynder blomkålen at smage af noget igen, så nu må det være på tide. Navnlig fordi blomkålsgratin er en af mine livretter.

Tirsdag – De “sædvanlige” kommer og spiser. Vi havde for øvrigt en fantastisk hyggelig aften sammen i går, hvor vi fejrede deres bryllupsdag med et restaurantbesøg og efterfølgende kaffe og skønne, hjemmebagte nøddehorn. Tirsdag aften tror jeg, menuen kommer til at stå på en ret a la “pasta og kødboller møder amerikansk meatball sandwich”. Jeg har jo siddet og skrevet blogindlæg om vores tur til New York i den sidste uges tid og indimellem får jeg nogle voldsomme abstinenser, når jeg får øje på nogle af madbillederne. Jeg forestiller mig, at retten kommer til at inkludere en del smeltet ost – brødet spiser vi til gengæld ved siden af 😀

OnsdagKartoffelpizza på en sprød tortillabund med masser af frisk rosmarin på toppen. Lækker og hurtig mad der ikke ligger så tungt i maven.

Torsdag – Jeg har lidt blandede rodfrugter liggende, som jeg gerne vil have udryddet, inden vi tager på påskeferie i næste uge. Jeg tror ganske enkelt ikke, de kan holde sig til vi kommer hjem igen, så de bliver brugt til den altid lækre rodfrugtpizza med rød pesto, lufttørret skinke og rucola. Selvom vi får kartoffelpizza tirsdag har de 2 retter egentlig ikke så meget med hinanden at gøre, så det er ikke noget problem.

Fredag – Mortens mor og hendes kæreste kommer herned og spiser. Så får vi også lige set hinanden inden påsken, hvor vi jo er væk og så kan de få deres påskeæg med hjem. Menuen står på glaseret hamburgerryg med flødebagte kartofler og franske ærter. God, solid, dansk mad som jeg er sikker på vil gøre vores gæster glade. Til kaffen skal de selvfølgelig smage nogle af mine hjemmelavede påskeæg.

Lørdag – Med udgangspunkt i min sædvanlige opskrift på skinkestang med peberfrugt og ærter vil jeg denne gang prøve, at lave en udgave med pizzadej på resterne af hamburgerryggen fra fredag. Jeg har en teori om, at stangen vil være knap så fedtet, hvis der anvendes pizzadej fremfor butterdej, men nu må vi se. Jeg laver en blandet salat og serverer ved siden af.

Søndag – Vi har købt nogle lækre oksekødspølser, som vi griller på gasgrillen. Dertil årets første portion hjemmelavet kartoffelsalat, for jeg spottede de første nye kartofler, da vi var ude at handle forleden. Danske er de selvfølgelig ikke, men jeg glæder mig alligevel til en portion kartoffelsalat med masser af purløg og en god, grillet pølse.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)