marcipanpåskeæg med karamel og hindbær

Jeg er gået lidt amok i hjemmelavede påskeæg i år – faktisk fik jeg lavet omkring 60 stk, inden jeg fik stoppet mig selv, men jeg havde det vældig sjovt imens og mon ikke vi får de mange æg spist eller foræret væk alligevel? Udover marcipanæggene med hasselnødde-nougat krokant, fik jeg også lavet denne her version, som er med en kerne af flydende karamel i midten og frysetørret hindbær på toppen. Æggene var et eksperiment og ærlig talt var jeg noget spændt på resultatet, da jeg gik i gang.

De fleste kender vist efterhånden til tricket med at koge en dåse kondenseret mælk i en gryde med vand i 3-4 timer, hvorefter indholdet på magisk vis er blevet forvandlet til lækker, cremet karamel. Desværre skal man ikke altid bruge så frygtelig meget karamel, men man kan jo dårligt lave mindre portioner, eftersom dåsen ikke må åbnes inden kogningen og jeg havde derfor en rest karamel liggende i en pose i køleskabet. Jeg forestillede mig, at den kunne fyldes i midten af marcipanæggene, men var ikke helt sikker på, om jeg kunne få lukket ordentligt for karamellen, så den forblev inde i æggene, eller om det hele bare ville løbe ud og mislykkes.

Det viste sig heldigvis, at det blev en stor succes. Karamellen blev på sin plads og æggene er blandt de allerbedste påskeæg, som jeg nogensinde har lavet. Well, egentlig har jeg jo foreløbig kun Mortens ord for det, men faktisk er jeg også selv ret vild med resultatet. Lækker marcipan, blød og cremet karamelmidte, sprød chokolade og syrlige hindbærstykker på toppen – wauu…

Der skal helt klart nydes et par påskeæg eller 3 til en kop te her i løbet af weekenden, hvor vi ikke har de store planer, men det skulle jo blive regnvejr i morgen, så mon ikke vi finder på et eller andet hyggeligt at foretage os inden døre?

Marcipanæg med flydende karamel og hindbær.

10-12 stk.

200 gr marcipan.

3-4 spsk flydende karamel – se evt. opskrift på karamel lavet på kondenseret mælk

Chokolade til overtræk

Frysetørrede hindbær til pynt

Tril marcipanen i 10-12 lige store kugler og tril dem let aflange. Pres skaftet af en gaffel/ske eller tilsvarende rund og rimelig tynd genstand ned i enden af hvert æg, så der dannes et aflangt hul og æggene ligner små, franske hotdog brød eller kræmmerhuse, om man vil. Kom den flydende karamel i en lille sprøjte eller frysepose og sprøjt karamel ned i hvert hul – ligesom dressingen i en fransk hotdog. Pas på med at komme for meget i – der skal være plads for oven, til at man kan klemme marcipanen sammen og dermed lukke karamellen inde. Hvis æggene har mistet faconen, trilles de igen til fine ovaler.

Smelt chokoladen og overtræk æggene. Pynt med frysetørret hindbær inden chokoladen stivner. Opbevar æggene i en lufttæt beholder og NYD dem.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)