Dette her er egentlig ikke rigtigt en opskrift – indlægget skal vist nærmere ses som et tip til brug af rester, selvom det selvfølgelig sagtens kan være, at mange af Jer bruger ideen i forvejen. Herhjemme hos os er vi i hvert fald vældig glade for lige netop denne måde at spise rester på, fordi man så ikke sidder med fornemmelsen af, at spise det samme 2 dage i træk, selvom grund ingredienserne stort set er ens.

Der er nemlig altid rester, når vi får spaghetti bolognaise – primært rester af kødsaucen, fordi Morten og jeg ganske enkelt ikke kan spise en portion kødsauce lavet på 500 gr hakket kød, 2 dåser hakkede tomater og masser af grønsager. Og når jeg nu ved, at jeg vil få ca. 1/2 portion kødsauce til overs, så koger jeg gerne en ekstra stor portion pasta, når jeg alligevel er i gang.

Efter vi har spist, vender jeg så hele molevitten – overskydende kødsauce og pasta sammen i en stor skål og når al pastaen er godt dækket af sauce, fordeler jeg blandingen i et ildfast fad i en passende størrelse, drysser med lidt revet ost, dækker fadet til og sætter det på køl.

På den måde har vi super nem og lækker aftensmad til en anden aften, hvor ovnen bare skal tændes på ca. 200 grader og pastafadet gratineres i 30-40 minutter til osten er gylden og smeltet og retten er godt gennemvarm. Husk, at det godt kan tage lidt tid for sådan en køleskabskold pastaret at blive helt varm i midten, så hvis osten på toppen begynder at blive lidt for mørk, kan man med fordel dække fadet til med et stykke stanniol.

 

 

Den gratinerede spaghetti bolognaise minder en lille smule om lasagne og rent smagsmæssigt tænker vi i hvert fald ikke over, at vi sidder og spiser den samme ret med et par dages mellemrum – tværtimod er det lige før, at resterne er endnu mere populære end originalen. Og så må jeg da også indrømme, at det på de travle dage er rart at vide, at der står lækker og nem aftensmad i køleskabet, som bare skal smides i ovnen og varmes.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)