Sådan helt officielt har Morten og jeg jo holdt påskeferie siden i fredags, så selvom vi først rejser til Amsterdam i morgen tidlig, er der selvfølgelig også sket lidt herhjemme. Blandt andet vågnede vi i morges til et forrygende snevejr og selvom min første tanke var – “det er da løgn” så var det faktisk ret hyggeligt at sidde og spise morgenmad akkompagneret af tændte stearinlys og sne der væltede ned fra himlen.

I løbet af dagen er vejret dog slået om til regn og nu er stort set alt sneen smeltet, men der nåede da lige at lægge sig et pænt lag, ikke mindst til Villys store begejstring – den hund er fuldstændig skudt i sne.

DSC_0005Traditionen tro er der blevet afleveret en æske blandede, hjemmelavede påskeæg til mine forældre. Æsken er én, som Morten engang har fået foræret fra sit arbejde. Dengang var den fyldt med lækre marcipan æg og det er den stadig – i hvert fald engang imellem, for jeg gemmer æsken fra år til år. Jeg synes, at den fine indpakning er med til lige at give de hjemmelavede æg det sidste, så de ser rigtig prof. ud.

 

 

Egentlig plejer mine forældre først at få deres påskeæg, når vi kommer hen til påskedag, altså på søndag, men eftersom vi først er hjemme igen på mandag, har vi snydt lidt i år. Det tror jeg ikke, de har noget imod 😉

DSC_0009Alle vores rester er efterhånden spist og køleskabet er halvtomt. Det sidste af det der står derinde, kan sagtens holde sig til vi kommer hjem igen. En af de retter, som jeg har fremtryllet af resterne, er denne her skønne bread pudding med skinke, ost, tomat og forårsløg. Normalt er bread pudding jo en sød og dessert/kage inspireret sag, men den kan også sagtens laves i en salt udgave og denne her, som vi spiste forleden, smagte forrygende. Opskriften kommer selvfølgelig på bloggen i et indlæg inden alt for længe.

Og dermed er vi mere end parate til at tage hul på 2. halvdel af påskeferien. Jeg har computeren med og er blevet lovet gratis wifi på hotellerne, så måske kommer der billeder via Instagram eller et par blogindlæg “on location”, men under alle omstændigheder vil jeg da lige ønske Jer alle en rigtig dejlig påske.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)