Brød og kager – kærlighed til hjemmebag”

Trine Hahnemann. Udgivet på Politikens Forlag, 2015.

Trine Hahnemann, som blandt andet er kendt som madskribent og kogebogsforfatter, har begået endnu en bog fyldt med lækre opskrifter – denne gang på brød og kager, hvilket jeg i dén grad bifalder, for er der noget bedre end at servere sine egne, hjemmebagte brød og kager, hvis man overhovedet har evnerne og muligheden for det?

DSC_0029-001

Førstehåndsindtrykket af bogen er virkelig godt. Det er en stor og tyk, indbunden sag, som oven i købet er trykt på lækkert, tykt og mat papir, hvilket jeg er ret vild med. Selve indholdet er ikke vanvittigt nyskabende og man vil sikkert kunne finde lignende opskrifter i de fleste bagebøger – der er således opskrifter på brød/rugbrød, boller, kager/lagkager mm. men de fleste af opskrifterne er dog lavet med Hahnemann’s eget touch og navnlig i brødopskrifterne sniger der sig lidt overraskelser og gode ideer ind.

2015-03-27Det er svært, eksempelvis at sammenligne en bog af Trine Hahnemann og en af Mette Blomsterberg, for hvor Blomsterberg til tider kan være lige perfektionistisk nok (efter min mening), ser Hahnemann’s bagværk noget mere hjemmelavet og “afslappet” ud – dog synes jeg til tider, det ser ud som om, at man har taget bagetiden lige lovlig afslappet. Nogle af kagerne, primært dem som er penslet med æg, ser rent ud sagt ud som om, de er brændte og jeg plejer ellers ikke være sart med, at bagværket bliver for mørkt. Tværtimod er jeg oftest hende, som synes, det er underbagt, men her må jeg tilstå, at jeg nok havde smidt resultatet ud og prøvet igen. Dog skal det til Hahnemann’s forsvar siges, at de fleste af kagerne er meget mørke, så måske foretrækker hun bare en god, mørk skorpe på kringler og boller.

Jeg skal ikke kunne sige, om det er billedredigeringen, der er smuttet, men under alle omstændigheder synes jeg, at bagværket på en del af billederne er så mørkt, at det går en smule ud over helhedsindtrykket.

DSC_0031En anden ting, der forstyrrer mig en lille smule, er kapitlet om smørrebrød, der pludselig dukker op. Javist, vi har fået opskrifter på lækkert rugbrød, som kan anvendes under smørrebrødet, men opskrifterne på sild, leverpostej og en mad med roastbeef behøver jeg ikke få i denne bog. Julekapitlet synes jeg egentlig også kom hoppende lidt uelegant ind fra højre, men det var jeg nødt til at tilgive, fordi vi i Danmark som bekendt bager rigtig mange kager til jul.

 

 

Alt i alt synes jeg, at det er en rigtig fin bagebog. Den indeholder absolut nogle lækre opskrifter, som jeg skal have afprøvet, men som sagt synes jeg ikke, den er voldsomt nyskabende og bøger med opskrifter på othellolagkager, kartoffelkager, vanillekranse og lign. har jeg allerede stående i massevis på reolen.

For mit vedkommende bliver denne her bog nok ikke lige “Bage Biblen”, men er man nybegynder udi bagekunsten og mangler man en god grundbog, som indeholder lidt af det hele, så kan jeg sagtens anbefale, at man anskaffer sig “Brød og Kager”.

Note. Indlægget er sponsoreret, men ord og holdninger er helt mine egne.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)