Kom maj du søde milde, gør skoven atter grøn… Maj er som bekendt den sidste forårsmåned, inden vi for alvor tager hul på sommeren, sådan rent officielt i hvert fald. Maj er også en måned, hvor skoven bliver helt grøn, hvor sommerblomsterne så småt springer ud, hvor anemonerne siger farvel og tak for i år, hvor vinterjakkerne kan vaskes en sidste gang, inden de hænges ind i skabet og hvor vi som regel kan glæde os over et par ekstra fridage i form af helligdage, som er fordelt ud over måneden med rund hånd.

 

 

I maj glæder jeg mig til…

– At vi måske kan spise aftensmad udenfor for første gang i år. Vi har allerede grillet flere gange, men det har stadig været for koldt til også at sidde udenfor at spise, i hvert fald på det tidspunkt som vi spiser, så vi har nøjedes med at have terrassedørene stående åben og nydt duften af grill.

– At plukke de første, spæde rabarberskud i haven og lave en portion lækker og vanilleduftende rabarberkompot, som smager så dejligt ovenpå græsk yoghurt eller skyr til morgenmad, til en stegt kylling til aftensmad og ikke mindst indeni en lækker pandekage til dessert.

– At ligge mig i haven på et tæppe og bare nyde solen, måske oven i købet i bikini. Jorden er stadig lidt kold, men hvis vi får sol og varme i de kommende uger, skulle jorden gerne blive så tilpas opvarmet, at man ikke risikerer at få sig en forkølelse med ind fra haven.

– At vi får købt et bålfad til vores bålsted, så vi kan forlænge aftenerne udendørs med lidt varme fra et par brændende træstykker og nyde solnedgangen over søen. At sådan et bålfad også åbner for muligheder som fx snobrød, grillede skumfiduser og en ristet pølse på pind er jo bare en ekstra bonus.

– At brygge læskende og kolde drikke, som skal nydes på terrassen på de varme dage. Jeg er vild med hjemmelavet iste og hjemmelavet lemonade og der ryger mange liter i løbet af en varm sommer.

– At tage en tur i skoven og plukke ramsløg. Jeg bruger dem gerne til fx ramsløgspesto, til at sætte smag på humus og sandwichspread og ikke mindst som krydderurt/fyld i omeletter, æggekager og tærter.

– At vi skal nyde de første danske kartofler og jordbær. Jeg har faktisk allerede set begge dele i butikkerne, men de er stadig temmelig dyre og så kan jeg heller ikke se nogen grund til, at købe noget som nærmest er drevet frem i drivhuse med varmelamper – i løbet af maj skulle det dog være muligt at få fingrene i “guldet” 🙂

– At sige pænt farvel og tak for denne gang til april og byde maj velkommen med en hyggelig Bededagsaften hos mine forældre, hvor vi selvfølgelig skal have ristede varme hveder.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)