Eggs benedict er en rigtig brunch-klassiker af den lidt mere fyldige slags, som amerikanerne er så glade for. En ristet english muffin (eller bare en bolle eller en skive franskbrød) med kogt skinke eller sprød bacon, et pocheret æg og en generøs skefuld hollandaise sauce på toppen. Gerne med tilbehør af en god kop kaffe eller te og en mimosa (champagne med appelsinjuice). Så er dagen godt i gang. 

Se også – Spinatvafler med laks I Brunchtærte med æg I Bananvafler

Opskrift på eggs benedict.

Kombinationen af æg, skinke og hollandaise sauce lyder måske lidt voldsom. Eller bare generelt sær. Men jeg har spist en del eggs benedict på forskellige ture til New York og USA i det hele taget, og jeg må indrømme, at jeg er vild med kombinationen. Det cremede hollandaisesauce, den salte skinke og det bløde æg kan altså bare noget. 

Til gengæld er det jo ikke en ret, som man bare lidt ryster ud af ærmet en søndag morgen. Bevares, det kan man godt, men der er jo lige et par del-elementer, som skal på plads, inden man kan samle sine æg. Derfor er det også oplagt, at man er minimum 2 personer om at lave eggs benedict. Så kan opgaverne nemlig uddelegeres, således at der er en, der pisker hjemmelavet hollandaisesauce, og en anden, der pocherer æg. 

Man kan dog uden problemer snyde og snuppe et par genveje til en lækker portion eggs benedict. Det gør jeg selv med jævne mellemrum. Hollandaisesaucen kan sagtens købes færdiglavet og blot lunes forsigtigt i en gryde eller i mikrobølgeovnen. Og de pocherede æg, de kan erstattes af smilende, kogte æg. Der er alligevel ikke en kat, der kan smage forskel. Faktisk bruger jeg kogte æg 9 ud af 10 gange, når jeg laver eggs benedict, hvilket også er grunden til, at jeg bruger kogte æg i opskriften herunder. Men er man nu danmarksmester i pocherede æg, så pocherer man dem selvfølgelig. 

Tip! Se også mine bedste tips til pocherede æg under opskriften. 

Eggs benedict med skinke, pocheret æg og hollandaise sauce
Print opskrift Pin opskrift
No ratings yet

Eggs benedict

Samlet tid20 min
Antal: 4 stk

Ingredienser

Fremgangsmåde

  • Halver de 2 english muffins eller hvedeboller og rist dem.
  • Læg en halv bolle på 4 tallerkener og placer skinken ovenpå.
  • Bring en gryde med vand i kog. Når vandet koger, kommes æggene i vandet og koges i 6-7 minutter (afhængig af størrelse), indtil de er smilene.
  • Pil æggene og placer et æg ovenpå skinken på hver tallerken.
  • Kom en skefuld lun hollandaisesauce ovenpå æggene og slut med et drys friskhakket purløg. Server straks.
  • OBS. De originale eggs benedict laves med pocheret æg - se evt. vejledning under opskriften.

Noter

 

Pochering af æg.

Jeg kan lige så godt slå det fast – det er ikke nemt nemt at pochere et æg, men det er altså heller ikke raketvidenskab. Og jo flere gange man prøver, des nemmere bliver det, indtil man nærmest kan pochere et æg med bind for øjnene.

Det er helt klart nemmest at pochere friske æg. Jo ældre æggene bliver, des mere “løse” bliver såvel blommen som hviden. Og så risikere man nemmere, at ægget flyder ud i det varme vand i stedet for at samle sig.

Æg skal pocheres i vand tilsat 3 spsk eddike pr. liter vand. Vandet skal ikke koge men holdes lige under kogepunktet (der hvor det skælver let på overfladen). Start med at slå hvert æg ud i en kop eller en lille skål og lav kun et æg ad gangen. Især i starten anbefaler jeg, at man ikke koncentrerer sig om mere end et æg.

Rør rundt i vandet med en grydeske eller lignende, så der dannes en lille hvirvel. Hæld herefter forsigtigt ægget fra skålen ned i hvirvlen, hvor det snurres rundt, så de strenge af æg, som dannes i det varme vand, samles om ægget. Hjælp gerne hviden til at samle sig om ægget med en hulske eller lignende.

Lad ægget pochere i 3-4 minutter, indtil hviden er stivnet men æggeblommen stadig er flydende. Jeg foretrækker, at æggeblommen ikke er alt for flydende, men det er jo en smagssag.

Tag det pocherede æg op af det varme vand og læg det hurtigt i en skål med koldt vand for at stoppe kogningen. Tag herefter ægget op at det kolde vand, så det ikke bliver koldt. Afpuds evt. rester af æggehvide fra det pocherede æg, så det bliver fint. Fjern desuden rester af æggehvide fra vandet i gryden og gentag processen med resten af æggene.

Tips til variationer.

Nu er det jo begrænset, hvor mange variationer der kan laves med en så simpel servering som eggs benedict, der ret beset består af brød, skinke, æg og hollandaise sauce. Alligevel findes der faktisk allerede et twist over retten, der går under navnet “Eggs Copenhagen”, “Eggs Royale” eller “Eggs Hemmingway”. Man kan nemlig erstatte skinke eller bacon med en skive røget laks, hvorpå man lægger æg og hollandaise sauce. Det smager godt, men jeg må indrømme, at det også hurtigt bliver lidt for meget.

Jeg er derfor mere til en af de andre variationer over retten, hvor man slet og ret supplerer (eller erstatter) skinken med en håndfuld dampet spinat. Spinaten passer perfekt til både æg og hollandaise sauce, men giver også lidt modspil til alt det fede. Og det er nok i virkeligheden min foretrukne servering. Både med og uden skinke.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)