Det er så sjældent, at jeg bager et rigtigt gammeldags, klassisk franskbrød. Og med gammeldags mener jeg sådan et lyst franskbrød af hvedemel, mælk, lidt smør, gær og ellers ikke ret meget andet. Ingen surdej, ingen kerner og ingen grove meltyper. Normalt bager jeg ellers de lækre grydebrød, men de kræver unægtelig lidt længere tids forberedelse pga. den lange bagetid. Og i går formiddags fik jeg altså lige lyst til hjemmebagt franskbrød på den gode, gammeldags manér. Jeg ringede desuden til Morten og vi fik aftalt, at han købte en nybagt og varm leverpostej med hjem efter arbejde, da han havde fri kl. 13 og så skulle jeg nok sørge for at have nybagt brød, bacon, champignons og rødbeder klar. Total hyggelig frokost og en dejlig start på en lang pinseweekend.

Brødet blev akkurat lige så blødt, svampet og lækkert, som jeg havde forestillet mig. Vi spiste godt af det til frokost, men havde alligevel ca halvdelen tilbage, som blev gemt til vores morgenmad i dag. Og så er der sørme stadigvæk en lille rest til vores morgenmad i morgen, hvor vi kun skal have lidt let, fordi vi skal til pinsefrokost i Mortens familie.

Jeg skal have for øvrigt have kage med til pinsefrokosten, der bliver holdt som et sammenskudsgilde, men da der kommer 3 andre kager, udover min, har jeg valgt bare at tage en ordentlig portion hjemmelavede mini romkugler og en stor æske med p-tærter med. Dem er jeg sikker på, nok skal blive spist, for modsat en stor bradepandekage, eller hvad jeg ellers kunne have fundet på, så er der næsten altid plads til lige at hapse en mini romkugle eller et stykke chokolade til kaffen. Og lysten til kage er måske også så som så, hvis man først har spist en stor frokost med tilhørende ostebord og derefter skal i gang med hele 4 slags kager. Så jeg går efter devisen “lidt men godt”, så jeg ikke skal have en halv kage med hjem igen.

 

Franskbrød (klassisk)

Hæve- og bagetid2 t
Samlet tid2 t 20 min
Antal: 1 stk

Ingredienser

  • dl mælk (lillefingervarm)
  • 1 dl vand (lillefingervarm)
  • ½ pk gær
  • 1 tsk groft salt
  • 1 tsk sukker
  • 400 gr hvedemel (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)
  • 25 gr blødt smør

Fremgangsmåde

  • Hæld vand og mælk i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt salt, sukker, mel og smør og ælt til en blank og smidig dej.
  • Dejen kan også laves på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dejkrogen.
  • Lad dejen hæve tildækket i ca 60 minutter.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og form den til et aflangt franskbrød. Læg brødet i en mellemstor, smurt franskbrødsform.
  • Skær et let snit på langs af brødet og lad det efterhæve i ca 30 minutter.
  • Bag brødet i 25-30 minutter ved 200 °C (alm. ovnfunktion), indtil brødet er gyldent og gennembagt.
  • Lad brødet afkøle på ovnristen.

Noter

Ønsker man et lidt grovere brød, så kan man sagtens tilsætte forskellige former for frø og kerner til dejen. Man kan også erstatte 1/3 af hvedemelet med en grovere meltype. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)