Den forgangne uge har budt på både skybrud, blæst og sol, men ikke desto mindre har vi også haft gang i grillen et par aftener og det går jeg bestemt ud fra, at vi fortsætter med i den kommende uge. Ugen byder desuden på en lille ekstra fridag på torsdag, hvor det som bekendt er Kr. Himmelfartsdag, så der er ekstra god tid til lækker og langsom morgenmad og hygge over aftensmaden, inden vi fredag tager hul på en weekend, som i første omgang byder på en indkøbstur over grænsen med dertilhørende aftensmad et eller andet sted i Flensborg. Uge 20 kan bare komme an – jeg glæder mig.

 

 

Madplan uge 20.

Mandag – En lækker tomattærte med oregano og basilikum bliver ugens grønne indslag. En blandet salat ved siden af og måske et par skiver hjemmelavet hvidløgsbrød – jeg har en rest gammelt brød, som ikke ville tage skade af at blive skåret i skiver, smurt med hvidløgssmør og ristet let i ovnen.

Tirsdag – Det er vores tur til at afholde madklub og jeg har bestemt, at menuen skal være græsk. Vi skal derfor have en moussaka, græsk salat med feta og tzatziki ved siden af – glæder mig allerede. Det søde indslag er endnu på tegnebrættet, men kommer selvfølgelig på bloggen, når ideen er færdigudviklet.

Onsdag – Hvis vejret ellers ikke er helt umuligt, skal vi grille nogle bbq marinerede svinekøller fra slagteren. Tilbehøret bliver coleslaw og sweet potato fries.

TorsdagPasta i flødesauce med bacon og ærter. En favorit her i huset da den både er nem og hurtig at lave og smager fantastisk.

Fredag – Som sagt skal vi en tur til grænsen sammen med et vennepar – de “sædvanlige” 😉 Aftensmaden spiser vi et sted i Flensborg.

Lørdag – Vi skal grille et par gode bøffer på grillen, som serveres med en klat hjemmelavet kryddersmør. Tilbehøret bliver en blandet salat og blooming potatoes med bacon og mozzarella, for jeg har et par store bagekartofler liggende, som skal bruges.

Søndag – Pitabrød med de sidste af salatgrønsagerne fra lørdagens salat. Desuden skinke, tun og feta – så får jeg også brugt det sidste feta fra tirsdagens græske salat. Jeg synes, at søndag er en god dag at spise rester, så har man muligheden for at få tømt køleskabet og brugt alle de madvarer, som ikke umiddelbart kan holde sig til ugen efter. Til dessert overvejer jeg at lave en gammeldags rabarberkage med flødeskum, for rabarberne myldrer for alvor frem nu.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)