Med haven fuld af rabarber, er det jo oplagt at bruge dem til alt lige fra kompotter og grød til kager og marmelade. Det hører dog til sjældenhederne, at jeg bruger rabarber i bagværk, der ikke er kage, men det lavede jeg om på i går. Der bagte jeg nemlig de lækreste rabarberscones, som hverken er en kage eller en bolle men en form for mellemting og virkelig skønne. Og så er de helt perfekte til den lille lækkersult.
Se også – Rabarbersaft I Nem rabarbarcrumble I Rabarbertærte med flettet låg
Rabarberscones til eftermiddagste.
Scones spises som bekendt til te. Meget gerne til eftermiddagste. Og enten med smør eller clotted cream og marmelade eller måske lemon curd. Uhh sådan en rigtig engelsk afternoon tea er altså noget af det hyggeligste. Både i en tesalon eller på et hotel (og allerbedst i London). Men også derhjemme, hvor man kan lave et hyggeligt tebord med familien.
De her rabarberscones blev dog bare spist, som de var. Godt nok sammen med en kop dejlig varm te, for jeg skal da lige love for, at der kom nogle byger her i Vejle i går eftermiddags, da jeg var klar til at nyde mine scones. Men udover varm te og et tændt stearinlys fik jeg ingenting til mine rabarberscones. Og de lune og nybagte basser smagte ganske enkelt fantastisk. Rabarberscones vil forresten også fungere helt perfekt som det søde indslag til en brunch. Så de kan bestemt ikke “kun” serveres til eftermiddagste.
Tip! Se tips til lækre variationer af rabarberscones under opskriften.

Scones med rabarber
Ingredienser
- 100 gr rabarberstilke
- 50 gr sukker
- 275 gr hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 30 gr sukker
- 1 nip salt
- 75 gr koldt smør i tern
- 1½ dl yoghurt naturel (creme fraiche eller lign kan også bruges)
Desuden
- sammenpisket æg og perlesukker til pynt
Fremgangsmåde
- Snit rabarberne og skær dem i små, fine stykker. Kom dem i en skål, vend dem med 50 gr sukker og sæt dem til side. Rul dejen ud i ca. 2 cm's tykkelse til et rektangel (ca. 10 x 30 cm) på et meldrysset bord. Skær rektanglet ud i trekantede scones som sættes på en bageplade og pensles med lidt vand. Bages ved 180 gr i 20-25 minutter, til de er gyldne og gennembagte.Note. Scones kan selvfølgelig også stikkes ud med en udstikker, hvis man eksempelvis ønsker runde scones.
- Kom hvedemel, 30 gr sukker og salt i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt yoghurt og de sukkerdryssede rabarber og saml hurtigt dejen. Det er vigtigt, at der ikke æltes for meget - dejen skal bare lige samles og være nogenlunde glat.
- Dejen kan også laves i en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
- Rul dejen ud til et rektangel (ca 10 x 30 cm) med en tykkelse på ca 2 cm. Skær herefter rektanglet ud i 8-10 firkantede scones.
- Placer sconesene på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl med sammenpisket æg og drys med perlesukker.
- Bag sconesene ved 180 °C (alm ovnfunktion) i 20-25 minutter, indtil de er gyldne og gennembagte.
- Afkøl de nybagte scones på bageristen og server dem lune med lidt smør og/eller marmelade eller bare som de er.
- Rabarberscones er bedst, når de er nybagte. På 2. dagen kan de godt blive lidt tørre, men kan lunes på brødristeren. Rabarberscones kan desuden fryses.
Skønne variationer.
Er det ikke sæson for rabarber, så kan man sagtens bage en portion scones alligevel. Rabarber kan snildt udelades eller erstattes af andre gode ting som fx chokolade, rosiner, marcipan i små tern eller tranebær. Dog skal man i så fald droppe de 50 gr sukker, som rabarberne skal vendes sammen med, inden de tilsættes dejen. I stedet kan man bruge 50 gr sukker til selve dejen i stedet for 30 gr, hvis man gerne vil have scones af den lidt sødere slags.
Runde eller firkantede?
Traditionelt er scones stukket ud i fine, runde cirkler. Jeg må dog indrømme, at jeg oftest bruger metoden med at skære dejen ud med en kniv. På den måde skal jeg kun udrulle dejen en enkelt gang og derefter skære scones i en passende størrelse. For det tager unægtelig lidt længere tid, at udrulle, udstikke og samle dejen for derefter på ny at udrulle og udstikke, indtil alt dejen er brugt.
Men udover dovenskab, så er der også lige den lille detalje ved scones, at man helst ikke må arbejde for meget med dejen. Jo mindre der æltes og arbejdes med dejen, des mere lette, porøse og “flagede” bliver de færdige scones. Og det er netop denne særlige, porøse konsistens, der kendetegner gode scones. Sprøde udenpå og luftige og delt i fine lag indeni.
De lyder godt nok gode. Der står rabarber i haven klar til at blive brugt og de her kunne godt være det de skal bruges til.
Og super idé med trekantsform:-)
Mari – Jeg lover dig, de er bare sååå lækre. Og så er jeg vild med kombinationen af det søde og det syrlige 😀
Hvor kan man købe selvhævende mel ? Har aldrig set det ?
Kirsten – Som jeg har skrevet i indlægget, så har AMO lavet en selvhævende mel, som jeg benyttede i opskriften til rabarberscones, men man kan sagtens bruge almindeligt hvedemel og lidt bagepulver 😀
Mega gode scones 🤗 jeg kom dog til at lave dem noget mere end 10 cm så de blev ikke vildt høje men rigtig gode alligevel.
Vil dog lige høre kan det passe at dejen er lidt tyk(høj) når den kommer ud i 10×30?
Agata – Dejligt at de blev gode 😀 Ja, det kan godt passe, at dejen er lidt høj, når målene er 10 x 30 cm. En scone er jo en form for bolle, som ofte skæres over og smøres, og så skal den jo være tyk nok til, at den kan halveres 😀