Jeg bager faktisk alt for sjældent scones, hvilket i grunden er en skam, for det er da noget af det nemmeste bagværk, man kan forestille sig. Ca. 15 minutter arbejdstid fra start til slut, ingen hævning bare en tur i ovnen og så er der friske, nybagte scones, for slet ikke at tale om duften der breder sig i hele huset.

Når det endelig sker, at jeg bager en pladefuld scones, så er det næsten altid varianten med mørk chokolade eller dem med hvid chokolade og marcipan, som valget falder på. De er nu heller ikke dårlige, men eftersom rabarberne vælter frem og næsten tigger om at blive brugt, så fik jeg lyst til i stedet at prøve at lave en variant med de syrlige, røde stilke. Og resultatet var virkelig godt – i stedet for scones med chokolade, hvor det hele godt kan blive lidt sødt i sødt, så fik vi her dejlige scones, som var let sprøde udenpå, bløde og porøse indeni og med små sød-syrlige overraskelser i hver bid – uhhh det var godt.

Scones spises som bekendt til te, meget gerne eftermiddagste, og enten med smør eller clotted creme og marmelade eller måske lemon curd til. Disse her blev dog bare spist som de var, godt nok sammen med en kop dejlig varm te, for jeg skal da lige love for, at der kom nogle byger her i Vejle i går eftermiddags, da jeg var klar til at nyde mine scones. Men udover varm te, våd regn og et tændt stearinlys var der ingenting “on the side” og de lune og nybagte scones smagte ganske enkelt fantastisk.

Jeg brugte Amo’s selvhævende mel til dejen og resultatet blev virkelig fine og ikke mindst høje scones. Ligger man ikke lige inde med selvhævende mel, kan man dog sagtens erstatte det med almindeligt hvedemel og desuden tilsætte lidt bagepulver.

Traditionelt er scones stukket ud i fine, runde cirkler, hvis ikke dejen i stedet er skåret ud i trekanter med en kniv. Jeg må nok indrømme, at jeg oftest bruger metoden med kniven, så jeg bare skal rulle dejen ud og derefter skære scones i en passende størrelse. Det har en smuuuule med dovenskab at gøre, for det tager unægtelig lidt længere tid, at rulle, udstikke og samle for derefter på ny at rulle og udstikke indtil alt dejen er brugt. Men udover dovenskab, så er der også lige den lille detalje ved scones, at man helst ikke må arbejde for meget med dejen. Jo mindre der æltes og arbejdes med dejen, jo mere lette, porøse og “flagede” bliver de færdige scones, hvilket er et af kendetegnene ved gode scones.

 

 

Har man ikke lige adgang til rabarber, kan disse i øvrigt sagtens udelades eller udskiftes med chokolade, tranebær eller måske rosiner, men så ville jeg nok skære minimum 25 gr. sukker fra i opskriften.

Rabarberscones.

8-10 stk.

100 gr rabarberstilke

50 gr sukker

275 gr selvhævende hvedemel – alternativt 275 gr hvedemel + 2 tsk bagepulver

25 gr sukker

1/2 tsk vanillepulver

1 nip salt

75 gr smør

1½ dl creme fraiche – kærnemælk eller fløde kan også bruges

Snit rabarberne og skær dem i små, fine stykker. Kom dem i en skål, vend dem med 50 gr sukker og sæt dem til side. Kom mel, 25 gr sukker, vanillepulver og salt i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt til sidst creme fraiche og de sukkerdryssede rabarber og saml hurtigt dejen. Det er vigtigt, at der ikke æltes for meget – dejen skal bare lige være sammenhængende og nogenlunde glat. Rul dejen ud i ca. 2 cm’s tykkelse til et rektangel (ca. 10 x 30 cm) på et meldrysset bord. Skær rektanglet ud i trekantede scones som sættes på en bageplade og pensles med lidt vand. Bages ved 180 gr i 20-25 minutter, til de er gyldne og gennembagte.

Note. Scones kan selvfølgelig også stikkes ud med en udstikker, hvis man eksempelvis ønsker runde scones.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)