Tærte med asparges og bacon.

12 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Hovedretter, Lette retter, Opskrifter, Svinekød, Tærte - opskrifter på tærter
Gå direkte til opskriften

Der er det med tærter, at ligegyldigt hvor lidt tid man har, så kan man næsten altid klappe sådan en fætter sammen i løbet af kort tid og med ganske få ingredienser og så smager det bare fantastisk. Tærter kan nemlig varieres i det uendelige og det er jo helt oplagt at bruge de ting, der ligger i grønsagsskuffen i forvejen, eller som er i sæson. På den måde spiser vi mange forskellige tærter i årets løb og sidder ikke bare fast i en broccoli- eller porretærte og forleden blev det til denne her skønne tærte med asparges og bacon. Simpelt men også utrolig lækkert og den fine smag af de friske, grønne asparges kommer virkelig til sin ret, når de kun lige akkompagneres af lidt saltet bacon og cremet æggemasse.

>> Se også min bedste opskrift på porretærte med bacon lige her. 

Jeg har ikke brugt danske asparges til tærten. Dem kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at komme i en tærte, i hvert fald ikke så tidligt på sæsonen, for lige nu skal de spises “au naturel”. Bare lige dampet et par minutter og så måske med lidt smeltet smør eller hollandaise til. Til gengæld faldt jeg over et bundt tyske asparges og dem har jeg ikke så ømme følelser overfor, så de kom i kurven og senere i tærten.

Nu vi er ved tyske asparges, så beundrer jeg virkelig tyskernes evne til at spise efter årstiderne. Vi var et smut i Tyskland i weekenden og man kan tydeligt mærke, at det nu er sæson for asparges. I flere supermarkeder er der deciderede boder, hvorfra der sælges store, tykke og lækre asparges og folk står virkelig i kø for at få fingre i delikatesserne. Lidt senere på sommeren kan man så opleve, hvordan aspargesboderne forvandles til jordbærboder og ud på efteråret følger kantarellerne.

5 fra 4 stemmer

Tærte med asparges og bacon

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Bagetid40 min
Samlet tid50 min

Ingredienser

  • 1 rulle fersk tærtedej (eller en portion hjemmelavet tærtedej)
  • 1 bdt grønne asparges
  • 1 pk bacon i skiver
  • 5 æg
  • 2 dl creme fraiche 9-18 %
  • 50 gr revet ost
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Læg tærtebunden i et tærtefad, prik den med en gaffel og forbag bunden i 10-15 minutter ved 200 °C (alm. ovnfunktion). 
  • Læg baconstykkerne på en bageplade med bagepapir og bag dem gyldne i ovnen samtidig med tærtebunden.
  • Knæk den nederste del af de grønne asparges, der hvor den knækker naturligt. Skær herefter aspargesene i grove stykker og læg dem i den forbagte tærtebund.
  • Bræk stegt bacon i mindre stykker og læg det ovenpå aspargesene.
  • Pisk æg, creme fraiche, salt og peber sammen og hæld æggemassen over i tærtebunden. Drys med revet ost på toppen.
  • Bag tærten i 25-30 minutter ved 200 °C (alm. ovnfunktion), indtil tærten er gylden og æggemassen stivnet.
  • Server med grøn salat og en lækker dressing.
Som med de fleste andre madtærter, så kan denne her tærte fryses. Den skal blot optøs og lunes inden servering. Bliver tærten for mørk, når den lunes, så dæk den til med et stykke stanniol. 
12 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
karin Christensen
4 år siden

Vil du ikke være sød og skrive om tærterne kan fryses? TAK 🙂

Marianne bernth
3 år siden

Behøver man at forbage tærtedejen

Line
4 år siden

Den lyder lækker!
Hvilken størrelse tærteform bruger du til dine tærter? ?

Sonja Asbæk
1 år siden

Et tip: skift evt creme fraiche ud med hytteost. Mums det er godt 👍. Ellers laver jeg den også ofte med små laksestykker – dét er rigtig lækkert 😋

Lilli
9 måneder siden

Kan man bruge butterdej i stedet for tærtedej?

Tove
1 år siden

5 stars
Sikke en lækker tærte. Jeg havde ikke creme fraiche og brugte i stedet 11/2 dl skyr med 1/2 dl fløde blandet med lidt revet ost og 1 spsk hvedemel.
Derudover tilsatte jeg 2 løg skåret i tynde skiver. De blev sauteret med ca 100 g champignon og bacon.
Jeg havde ikke friske asparges og brugte dåse asparges, der var dræneret.
Bacon lagde jeg øverst, da tærten i ovnen.

Bunden lavede jeg selv: 100 g havregryn, 100 g hvedemel, 50 g smør, 50 g skyr 1 tsk salt, ca 1 dl vand. Blendes sammen, hvilende 1/2 time inden udrulning.

Rene Rygaard
4 måneder siden
Svar  Tove

Det er jo rigtigt fint Tove, men måske din overskrift skulle være:
“jeg kender en helt anden tærteopskrift”…
Dejen laves helt anderledes med havregryn…..
De oprindelige ingredienser tilføjes/ ændres helt med champignon, løg og dåseasparges….
Som så røres med fløde og skyr i stedet for creme fraiche ….
Din opskrift er sikkert også fin men har intet med den oprindelige opskrift at gøre
Rene

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)