Selvom vi sådan rent officielt har taget hul på sommeren, så har det ikke forhindret regnen i at tromme på taget og slå imod ruderne i dag. Og jeg må nok indrømme, at jeg var glad for, at jeg havde sat grøn ærtesuppe med flødeost på ugens madplan, for efter sådan en hel dag med regn, kan alting godt føles sådan lidt klamt og småkoldt. I hvert fald trængte jeg gevaldigt til noget varmt, da jeg havde fået hentet Morten fra arbejde. I første omgang blev det til en lille pind i brændeovnen og et tændt stearinlys og så begyndte hyggen og varmen så småt at brede sig.

Da jeg lavede madplanen forleden dag, havde jeg egentlig forestillet mig, at suppen bare skulle være en helt plain grøn ærtesuppe. Men da der var blevet et par store bagekartofler til overs fra vores fætter-kusine fest i weekenden, ændrede jeg planer undervejs og suppen i stedet en grøn ærtesuppe med kartofler.

Kartoflerne bidrager med ekstra fylde og mæthed til suppen og giver en lækker og cremet konsistens, men modsat traditionel kartoffelsuppe, som jeg synes hører efteråret og vinteren til, så holder denne her suppe sig på et mere let og sommerligt niveau. Ikke mindst på grund af de grønne ærter og det lille skud syre fra citronsaften. Har man lidt laurbærblade eller en kvist timian, så er det helt fint at lade krydderurterne koge sammen med suppen, de skal bare fjernes, inden suppen blendes. Ønsker man lidt ekstra “fyld”, så kan jeg anbefale et drys friskhakket persille eller purløg, sprødstegt bacon, chorizo eller lufttørret skinke og måske en klat creme fraiche eller letpisket flødeskum ved servering.

Imens suppen kogte, fik jeg desuden bagt en pladefuld luftige pølsehorn, for jeg havde en pakke gode pølser liggende i køleskabet. Regnvejr er altså bare bagevejr, så udover et stykke lunt flute, fik vi også hver et pølsehorn med sennep og ketchup til suppen. Resten er pakket ned, så der er til madpakkerne og nu byder resten af aftenen på varm te, stearinlys og hygge med et par kapitler o en god bog, som jeg er i gang med. Regnvejrsdage er nu ikke det værste, hvis bare man sørger for lidt ekstra hygge.

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Grøn ærtesuppe med flødeost

Samlet tid25 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 løg
  • 600 gr kartofler
  • 1 liter grønsagsbouillon (evt. vand + bouillonterning)
  • 250 gr ærter
  • 200 gr flødeost naturel (eller 1 dl fløde)
  • 2 spsk citronsaft
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Skræl løg og kartofler, skær dem i grove tern og kom dem i en gryde.
  • Tilsæt bouillon og bring suppen i kog under låg. Lad den simre i ca. 15 minutter. 
  • Tag gryden af varmen, tilsæt ærter og flødeost eller fløde og blend suppen glat med en stavblender.
  • Sæt gryden tilbage på varmen, smag til med citronsaft, salt og peber og varm suppen igennem.
  • Suppen kan serveres med en klat creme fraiche, drys af purløg og sprødstegt bacon til.

Noter

Suppen kan serveres med en klat creme fraiche og drys af purløg eller sprødstegt bacon til. Bliver der rester, så kan suppen sagtens kommes i en bøtte med låg og fryses. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)