Grøn salat med mormordressing, eller slet og ret mormorsalat, husker jeg meget tydeligt, at min mormor serverede, når vi spiste hos hende og min bedstefar, da jeg var mindre. Min mor serverede det også engang imellem herhjemme, men åbenbart ikke helt så ofte, som jeg mente, at man burde spise det, for jeg husker tydeligt at have spurgt, om ikke snart vi skulle have den der mormorsalat igen?
Dengang ved jeg faktisk ikke engang, om det overhovedet hed mormorsalat eller mormordressing – det er vist noget, der er kommet til, samtidig med at retro maden har fået et come back, men da jeg i min barndom ikke vidste, hvad salaten hed og blot forbandt den med min mormor, kaldte jeg den altså mormorsalat.
Salat med mormordressing er typisk noget, der er blevet serveret om sommeren og hvis man nævner mormorsalat for nogen, kan man få fornøjelsen af at opleve dem svømme helt væk i barndommens erindringer, imens der mumles om kolonihave eller sommerhuse, hjemmelavet agurkesalat, rødgrød med fløde og grydestegte kyllinger med persille.
Lige præcis denne her mormorsalat, spiste vi faktisk til en skøn, grydestegt kylling med masser af persille, nye kartofler, agurkesalat og skysauce til. Opskriften på den grydestegte kylling kommer i næste indlæg.
Salat med mormor dressing.
2 pers.
½ salathoved – hovedsalat, iceberg eller lign.
1 håndfuld grønne ærter – gerne friskbælgede
1 dl piskefløde
1-2 spsk citronsaft
1-2 tsk sukker
1 nip salt
Pluk salaten i mindre stykker og kom dem i en skål sammen med ærterne. Rør fløden sammen med citronsaft, så fløden tykner let. Smag til med sukker og salt og vend dressingen sammen med salatblade og ærter. Opbevar på køl til servering. Skal helst spises samme dag som den laves – ellers kan salaten godt blive noget slatten.
Nej, ‘mormormad’ var slet ikke opfundet dengang. Det var salat med sur fløde, (og den eneste form for salat, man kendte!). Min mors første jordbærrabarber blev ‘brændt af’ på kompot med vanille til kyllingen.
Elsebeth – Ja, det der “mormormad” det dukkede bare lige pludselig op 🙂 Jeg tror nok, at vi i min familie bare har kaldt dressingen for flødedressing eller fløde-citrondressing 🙂
Jeg er opvokset hos min mormor, og om, sommeren fik vi salat med “sur fløde”. Jeg er sikker på, at det var noget hun købte ved mælkemanden, som jo kom hver dag. Piskefløde med citron er skudt helt ved siden af. Hovedsalat kendte vi ikke. Vi havde pluksalat i haven; det er de spæde salatblade som kommer frem længe før der dannes hoveder. Jeg vil mene at icebergsalat slet ikke hører hjemme i den sammenhæng; dels kendte man det slet ikke, dels er smag og konsistens meget anderledes end pluksalat. Der er i sig selv ikke noget i vejen med opskrifterne, det er bare ikke mormormad. Tidsmæssigt er vi i 60’erne.
Med venlig hilsen
Jørgen
Jørgen – Jeg er helt sikker på, at der findes mange forskellige opskrifter på mormormad, da mormødre jo ikke er ens. Jeg har dog fået denne her salat serveret hos min mormor og opskriften er hendes, så for mig vil det altid være mormormad. Jeg har set opskriften på fløde tilsat en smule citronsaft i en af hendes kogebøger, fra hun var på husholdningsskole, så “begrebet” fløde med citronsaft have i hvert fald været “opfundet” i 1938 🙂
Personligt foretrækker jeg vist egentlig salaten med hovedsalat i stedet for iceberg – også selvom både min mor og jeg i dag ofte laver den med pluksalat fra køkkenhaven 🙂
Hejsa…
Der er vel også det, at mormødre ikke er lige gamle. Jeg husker salaten, som Jørgen beskriver den, men det er også femoghalvtreds år siden.
Om man selv syrnede fløden med citron aner jeg ikke, men det var pluksalat og fine, nye gulerødder fra haven.
Er der i øvrigt forskel på karbonader og krebinetter?
Ole – Lige præcis – tiderne for mormormad skifter nok lidt fra generation til generation. Og der er forskel på karbonader og krebinetter. Både mht. kød, facon og panering, hvis man kigger i de klassiske kogebøger. I dag synes jeg dog, at der er en generel opfattelse af, at karbonader og krebinetter er en og samme ting og navnet afgøres så af, hvor i landet man befinder sig 🙂
Da mine morforældre kom fra 2 forskellige regioner i Jylland, lærte jeg forskellen på krebinetter og karbonader. Krebinetter er paneret i rasp, og karbonader laves på samme måde som hakkebøffer.
Tine – Ja, det er en sjov diskussion 🙂 De fleste mener vist, at krebinetter hører til på Sjælland og Fyn, hvorimod karbonader kommer fra Jylland, men at det hele i bund og grund skulle være det samme. Men kigger man i kokkebogen, så stammer karbonader vist oprindeligt fra Italien og krebinetter fra Frankrig, og udover formen – krebinetter skulle være ovale og karbonader runde, så er der vist også et par andre forskelle, bla.a. paneringen af krebinetterne, som du også er inde på 😀
Det er lige præcis den dressing min mormor lavede og det var i 50’erne. Fløde, citronsaft og sukker. Salaten kaldte vi sommersalat og den bestod af kolde nye kartofler, gulerødder, ærter, hakkede tomater og hovedsalat. Der kunne komme andre friske grøntsager i også.
Det var fra dengang olie var noget man hældte på bilen.
Vi laver det tit om sommeren.
Kyllingen står og snurrer i gryden, vi glæder os.
Johnny – Tusind tak for tippet til den lækre sommersalat – den skal jeg huske 😀