Hakkebøffer med bløde løg, kogte kartofler og brun sauce ved siden af er ganske afgjort ikke den mest fotogene ret der findes. For at være ærlig synes jeg, at det er sådan lidt brunt i brunt, men engang imellem smager sådan en portion altså helt forrygende og eftersom den passer perfekt ind i det tema med danske klassikere, som vi har kørt herhjemme de sidste par uger, så skulle hakkebøf med løg selvfølgelig også have en plads her på bloggen.
Det kan vist tælles på én hånd, de gange jeg har tilberedt en hakkebøf med brun sauce. For det meste dropper vi saucen og griller i stedet bøfferne, der forinden er blevet tilsat diverse krydderurter, hvidløg, feta, peberfrugt i mindre tern eller lignende. Alt sammen tiltag der bidrager med masser af lækkerhed og smag til bøfferne, som bestemt ikke bliver ringere af at blive serveret med en lækker salat, ristede kartofler fra ovnen og en creme fraiche dressing, men engang imellem skal man nu unde sig selv, at spise en klassisk bøf med løg og brun sauce.
Jeg serverede nye, kogte kartofler og en skålfuld hjemmelavet agurkesalat til denne her omgang, hvilket bestemt var en succes. En anden mulighed kunne også have været en stor portion grøn salat med mormordressing, som også gør sig perfekt til hakkebøf med løg, men det må blive næste gang.
Saucen skal man huske at kræse lidt for. Vi spiser ikke særlig ofte sauce, men når vi gør, så vil jeg også gerne have, at den er ekstra god. Jeg har godt nok brugt madlavningsfløde, men passer også på ikke at skumme ALT fedtet af overfladen. Lidt skal der være tilbage, for det bidrager altså med virkelig meget smag. Derudover sørger jeg for at smage til en hel del gange og bruger ikke kun salt og peber men også gerne et nip sukker – nogle gange er det lige lidt sødt der skal til, for at få den helt rigtige og afrundede smag frem i saucen – tænk bare på den lækre sauce fra forloren hare, der tilsættes sødme i form af lidt ribsgelé.
Hakkebøffer med løg
Ingredienser
- 4 løg (skrællede og skåret i tynde ringe)
- 25 gr smør
- 450 gr hakket oksekød
- salt og peber
Brun sauce
- 2 dl oksebouillon (evt ½ bouillonterning + vand)
- 1 dl fløde
- 2 spsk hvedemel
- 1 dl vand
- 1 nip sukker
- evt. saucekulør
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Varm halvdelen af smørret op på en stegepande og brun løgringene i smørret. Når løgene er bløde og lysebrune, tages de af varmen og stilles til side. Smag saucen til med et nip sukker, salt og peber.
- Imens formes kødet til 4 lige store hakkebøffer, som krydres godt med salt og peber på begge sider.
- Varm det restende smør op på panden uden at rengøre den efter løgene først. Steg bøfferne i 3-4 minutter på hver side, til de er svagt rosa eller gennemstegte, alt efter smag og behag. Tag bøfferne af og sæt dem til side.
- Hæld bouillon og fløde på den varme pande. Ryst hvedemel og vand sammen i en meljævner og tilsæt det til panden under omrøring. Lad saucen koge igennem i et par minutter, til den tykner let og skum evt. lidt af fedtet fra overfladen væk med en ske, hvis der er for meget.
- Tilsæt kulør, hvis saucen skal være brun og smag til med et nip sukker, salt og peber.
- Kniber det med plads til at lave saucen i panden, så nøjes med at hælde fløde og bouillon i panden, så al den gode smag kommer med. Hæld herefter al væden over i en gryde og lav saucen i den.
- Anret hakkebøfferne i den varme sauce i panden. Placer de bløde løg ovenpå bøfferne og server med kogte kartofler og agurkesalat ved siden af.
Mundvandet sejler jo! Især med en masse agurkesalat og et spejlæg på toppen.. og en øl. EJ 😀
– Anne
http://www.venterpaavin.blogspot.com
Anne – Nemlig, agurkesalat kan der aldrig blive for meget af 😉 For resten længe siden, at vi har fået en bøf med spejlæg – det må lige på listen 😀
Mange hilsner fra
Anne.
Eller som bøfsandwich, mellem to burgerboller med rødbeder, remoulade og ristede løg – en nordjysk klassiker fra grillbaren.
Stor ros til din side, har ofte glæde af dine opskrifter:)
Vibeke – Uhhh, det er længe siden, at jeg har fået en bøfsandwich. Det kan de også godt finde ud af at lave her i Sydjylland – det kniber vist mere øst for Storebælt 😉
Og tusind tak for ros til bloggen – det er altid dejligt, når andre får glæde af det jeg laver 😀
I mine unge dage var der en pølsevogn i Vingårdsgade i Aalborg, og der kunne man lave bøfsandwich, med sovs, forstås!
Her i huset får vi altid kogte kartofler, gulerødder og et stort blomkål, kogt lige tilpas, til. Jeg skal også have rødbeder til!
Elsebeth – Uhhh ja rødbeder, asier eller andet “surt”, det hører sig til. Vi får ikke så tit bøf med løg, men jeg husker, at vi også fik gulerødder og blomkål til om sommeren, da jeg boede hjemme. Om vinteren fik vi nok gulerødder og broccoli, bagte rodfrugter, rosenkål eller andet vintergrønt 🙂