Det er de færreste, jeg kender, der er i stand til at holde sig fra en skål lækre, saltede snacks i form af chips eller lignende. Saltede snacks er simpelthen fantastiske sammen med en kølig drink – de skærper appetitten, men kan også lige få bugt med den der lille bitte sult der gør, at man slet ikke kan vente på, at aftensmaden bliver færdig. Selvfølgelig skal man ikke spise så mange snacks, at der slet ikke bliver plads til aftensmaden, men det er jo en balancegang. Personligt oplever jeg, at hvis vi nipper til indholdet af 2 små skåle, imens vi nyder lidt koldt at drikke og venter på, at grillen bliver helt færdig, så sker der ikke noget med vores appetit. Desuden er det mest om sommeren, at jeg synes det er hyggeligt, at servere lidt lækkert i haven – om vinteren spiser vi nok lidt mere “solid” mad 🙂

Det er længe siden, at jeg sidst har lavet hjemmelavede chips. Sidst var det sprøde og fedtfattige chips af søde kartofler, for de er virkelig svære at få fat i herhjemme, men almindelige kartoffelchips er nu heller ikke at foragte. Chipsene er lagt på bagepapir og derefter bagt sprøde i mikroovnen og det betyder, at de er lavet helt uden nogen former for fedtstof. Man kan selvfølgelig sagtes vælge af spraye eller pensle kartoffelskiverne med lidt olie, inden de kommes i mikrobølgeovnen, men det er faktisk ikke nødvendigt – de skal nok blive sprøde alligevel og bagepapiret forhindrer, at de hænger fast.

Jeg lavede chips af 2 mellemstore kartofler, som jeg skar i pæne, tynde skiver med en skarp kniv. Skulle jeg have lavet en større portion, havde jeg nok brugt min mandolin, men jeg syntes ikke, jeg ville i gang med rengøring af mandolinen for 2 kartoflers skyld. Jeg skar skiver á ca. 1 mm tykkelse og det passede helt perfekt – personligt synes jeg ikke, at chips behøver være helt vildt tynde eller gennemsigtige og med en tykkelse på omkring 1 mm får chipsene en lækker sprødhed og et perfekt knæk. Bagetiden i opskriften er kun vejledende, for ligesom de færreste ovne bager helt ens, så er det også sjældent, at 2 mikrobølgeovne er helt enige. Det kan derfor være nødvendigt lige at prøve sig lidt frem og måske skal chipsene have et par minutter mere eller mindre, før de bliver helt sprøde og lækre.

Når først chipsene er færdige og sprøde, så kan de til gengæld holde sig i flere dage, hvis blot de opbevares i en luftæt beholder med låg. Derfor er det oplagt, at forberede en større portion og eksempelvis servere dem for gæster som en temmelig overskudsagtig snack.

Chipsene kan selvfølgelig tilsættes smag, udover salt, i form af eksempelvis chilipulver, sød paprika eller måske løgpulver. Jeg selv nøjedes med lidt havsalt, som jeg kværnede ud over chipsene, imens de stadig var lune. Jeg serverede de sprøde basser sammen med en skålfuld hjemmelavede saltmandler, som en lille pre-dinner snack da Morten kom fra arbejde i går. Hele herligheden blev indtaget i solen på terrassen, imens vi sad og ventede på, at grillen skulle blive klar og småsnakkede om, hvad vi hver især havde foretaget os i løbet af dagen. Alt i alt en sommeraften når de er allerbedst.

Hjemmelavede chips.

2 mellemstore kartofler – skrubbede eller skrællede

lidt salt

Skrub eller skræl kartoflerne og skær dem i fine, tynde skiver á ca 1 mm. tykkelse vha. en mandolin eller en god kniv. Læg et stykke bagepapir på et fad eller en tallerken, som kan tåle at komme i mikrobølgeovnen og klip papiret til, så det svarer nogenlunde til fadets omkreds. Placer kartoffelskiverne i et enkelt lag på bagepapiret og sæt fadet i mikrobølgeovnen. Start med at give kartoflerne 3-4 minutter ved fuld watt. Tag tallerkenen ud og vend skiverne om. Giv dem derefter 3 minutter ved fuld watt. Hvis kartoflerne er sprøde og gyldentbrune, er de færdige. Hvis de ikke er sprøde, så giv dem 1-2 minutter mere eller indtil de er sprøde. Læg chipsene til afkøling på et stykke bagepapir og drys med lidt salt – de bliver helt sprøde, når de bliver kolde. Fortsæt til alle kartoffelskiverne er blevet til sprøde kartoffelchips – bagepapiret kan sagtens bruges flere gange. Chipsene kan holde sig i flere dage i en lufttæt beholder.

Note. Er der stadig enkelte af chipsene, der ikke er helt sprøde, når de er blevet kolde, så saml dem på tallerkenen og giv dem 1-2 minutter ekstra i mikrobølgeovnen.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)