Forleden aften kom mine forældre forbi med et par hjemmebagte horn til Mortens og min aftente – selv var de på vej ud for at cykle en lille aftentur, men de stak lige hovedet ind og afleverede 2 store basser til os. Friskbagte og lune endnu – jo, dem kunne vi nok godt lige klemme ned. Faktisk er det 2. gang inden for ganske kort tid, at jeg får leveret horn til døren. Lørdag morgen hængte vores gode venner nemlig en lille pose med 2 lækre horn, som vi nød til vores morgenmad, på vores hoveddør – så hyggeligt og en dejlig overraskelse, men de horn bliver bagt efter en meget speciel opskrift, fyldt med hemmelige ingredienser, så dem kan jeg desværre ikke udtale mig yderligere om 😉

Det har altid været kendetegnende for min mors bagning, at hun giver både sig selv og dejen tid og hun har således altid gjort det meget i langtids- og koldthævning. Jeg mindes endnu hendes fantastiske gulerodsfranskbrød med solsikkekerner, som hun gerne bagte, da jeg boede hjemme – det var altså med at væbne sig med tålmodighed, når hun gik i gang, for der gik gerne mellem 12-24 timer, inden man kunne gøre sig forhåbninger om en skive lunt, nybagt brød med koldt smør på. Til gengæld er “god tid” jo noget der kan smages i bagværket og disse her horn er ingen undtagelse.

Hornene er store, lette og luftige – spækket med lækker marcipanremonce i midten og med sprødt sukkerknas på toppen – mums. Faktisk er de så gode, at jeg spurgte, om ikke jeg måtte få opskriften og lægge den på bloggen, sådan at I der følger med, også har mulighed for at bage, og ikke mindst smage de gode sager, og selvfølgelig fik jeg lov til det.

 

 

Hornene kan selvfølgelig bages med en hel pakke gær, hvorefter hævetiden kan reduceres til en god times tid ved stuetemperatur, hvis man har travlt, men jeg synes, at man så vidt muligt skal unde sig selv, at prøve den koldthævede version.

Mors kærnemælkshorn.

12 stk.

1½ dl kærnemælk

½ pk gær

1½ spsk sukker

½ tsk salt

½ tsk vanillekorn – alterativt kornene af ½ vanillestang

1 æg

150 gr smør i tern

250 gr hvedemel + ekstra til æltning

Desuden et sammenpisket æg og rørsukker/perlesukker til drys

Marcipanremonce.

100 gr marcipan, plukket i mindre stykker

100 gr blødt smør

100 gr sukker

Rør gæren ud i kærnemælken – den skal ikke lunes – og tilsæt derefter sukker, salt, vanille og æg. Stil blandingen til side. Kom 250 gr hvedemel i en skål og smuldr smørret heri. Rør kærnemælks- og melblandingen sammen og tilsæt lidt ekstra mel, til dejen kan æltes til en blank, smidig og let dej, der slipper skålen. Sæt dejen i køleskabet og lad den koldthæve 4-5 timer. Imens æltes marcipan, blødt smør og sukker sammen til marcipanremonce.

Ælt den færdighævede dej let igennem, drys lidt mel på bordet og rul dejen ud til en cirkel på ca. ½ cm tykkelse. Del dejen i 12 nogenlunde lige store trekanter. Læg en portion remonce i den brede ende af hver trekant og fold derefter den brede ende en enkelt gang henover remoncen. Pres dejen let sammen omkring remoncen med fingerspidserne og pensl med lidt af det sammenpiskede æg. Dette lukker remoncen inde i hornet og forhindrer den i at flyde ud på bagepladen under bagningen. Når remoncen dermed er spærret forsvarligt inde, rulles hornet på vanlig vis ned mod den smalle ende og sættes på bagepladen med spidsen nedad, så den bliver på sin plads under bagningen.

Pensl hornene med sammenpisket æg, drys med perlesukker og lad dem efterhæve i ca. 30 minutter ved stuetemperatur. Bag hornene ved 180 grader i ca. 20 minutter til de er gyldne og gennembagte. Lad hornene køle af på bageristen.

Note. Hvis marcipanremoncen stilles på køl, når den er æltet sammen, kan den efterfølgende rulles ud til en pølse, som skæres i 12 lige store bidder. Dermed sikrer man, at der er en nogenlunde ens mængde remonce i hvert horn og man slipper desuden for, at stå og fedte med remoncen på en ske.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)