DSC_0002

Morgener – både hverdags og weekendmorgener, der starter med hygge, varm te og lækker morgenmad med nybagte boller hører til blandt mine favoritter. Men selvom jeg ikke har de store problemer med at stå op om morgenen, så har jeg trods alt ikke lyst til at stå op flere timer før vækkeuret ringer for at ælte dej og sætte den til hævning. Derfor er jeg super glad for denne her opskrift på koldhævede morgenmadsboller, der efterhånden har fulgt mig i en del år og som er en morgenmadsfavorit her i huset.

Og da jeg vågnede i nat ved at regnen trommede mod taget og slog mod ruderne, imens lynene glimtede og tordenen rumlede i baggrunden, blev jeg ekstra glad for, at jeg netop havde sat en portion bolledej til hævning i køleskabet, inden vi gik i seng. Hvad er vel mere oplagt end en hyggelig morgenmad med tændte stearinlys og nybagte boller på en regnvejrsmorgen?

DSC_0008

Dejen til bollerne er for øvrigt ualmindelig simpel og består af vand og mel, gær, salt og lidt honning eller sukker, som røres sammen og koldhæver på køl i minimum 10 timer men gerne længere – faktisk plejer jeg at lave en skål dej fredag og så bager jeg en passende portion boller lørdag morgen og stiller det resterende dej tilbage i køleskabet og bager endnu en portion søndag morgen. Bollerne skal for øvrigt blot sættes på en bageplade med en våd ske, inden de sættes i ovnen, så nemmere kan det vist ikke blive at servere de lækreste, hjemmelavede boller med sprød skorpe, sej krumme og store, lækre lufthuller.

Og selvom bollerne er dejlige til hverdag, så er de næsten endnu bedre i weekenden, hvor der for alvor er tid til at nyde en langsom morgenmad med kaffe og te, udskåret frugt, ost og hjemmelavet marmelade, røræg og bacon, friskpresset juice og masser af hygge og snak om, hvad weekenden mon skal byde på? Og skal der være en snert af brunch over vores morgenmad, så sætter jeg også en lille portion af mine koldhævede kanelsnegle i køleskabet aftenen før og sætter den i ovnen lige inden morgenmaden – så er der lune snegle til at skylle det sidste kaffe og te ned med og så behøver vi heller ikke tænke på frokost den dag.

Denne her portion giver ca. 12 ret store, pæne boller og vi spiser halvdelen lørdag morgen og den anden halvdel søndag morgen. Jeg rører derfor dejen sammen fredag aften, dækker skålen til med film og sætter den i køleskabet. Lørdag morgen bager jeg så boller af halvdelen af dejen, rører den resterende dej let sammen og sætter den tilbage i køleskabet, inden jeg søndag morgen bager boller af den sidste halvdel af dejen. Dejen kan sagtens tåle at stå i 2-3 dage – den klasker ikke sammen pga. den minimale mængde gær og den kølige hævning og jeg kan nøjes med at røre én enkelt portion dej sammen, i stedet for at skulle i gang med 2 x en halv portion.

Koldhævede morgenmadsboller

Hævetid: 10 timer
Total: 30 minutter
Antal: 12 stk
Print

Ingredienser

  • ½ liter koldt vand
  • 1/4 pk gær
  • 2 tsk groft salt
  • 1 tsk honning (eller sukker)
  • 500 gr hvedemel
  • 100 gr durumhvedemel (kan erstattes af andre meltyper)

Tilberedning

  1. Hæld koldt vand i en stor skål og rør gæren ud heri. Tilsæt salt og honning og rør hvedemel og durumhvede ud i vandet. Rør dejen let sammen til den er glat, dæk herefter skålen til og sæt den på køl i minimum 10 timer, fx natten over.

    Når det er tid til at bage bollerne, varmes ovnen op på max temperatur – min ovn kan gå til 300 grader. Imens ovnen opvarmes, sættes bollerne på en bageplade med en våd spiseske. Når ovnen når max temperaturen, sættes bagepladen med bollerne i ovnen og der skrues herefter ned på 225 grader. 

    Bag bollerne i 15-20 minutter ved 225 grader varmluft, til de er gyldne og gennembagte og det lyder hult, når de bankes under bunden. Afkøl bollerne på ovnristen og server.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)