Efter en dejlig, solskinsfyldt sommeruge, hvor vi blandt andet har fejret Mortens fødselsdag med dertilhørende lækker mad og kage og været et smut til Vejle Kabaret, tager vi nu fat på en ny uge, hvor det gode vejr umiddelbart for en stor del skulle fortsætte. Jeg har jo stadigvæk ferie, så jeg nyder at nusse rundt i køkkenet og stå lidt ekstra længe over maden og måske eksperimentere lidt med nye retter – disse kommer selvfølgelig på bloggen, efterhånden som de bliver tilberedte, fotograferede og ikke mindst spist.

 

 

Madplan uge 33.

MandagPasta i flødesauce med bacon og ærter. Faktisk spiser vi ikke overdrevent meget pasta, udover diverse lasagnevarianter, her i huset og jeg er nok også mere til ris end både kartofler og pasta, men engang imellem er det bare det bedste med sådan en ordentlig omgang pasta – gerne med flødesauce og bacon.

Tirsdag – Hakkebøf med løg, brun sauce og nye kartofler. Vi er inde i en periode, hvor vi har lyst til klassiske, danske retter og jeg hygger mig faktisk med at gå og tilberede lidt god, dansk mad. Jeg køber en stor portion hakket oksekød, så er der også til lørdag. Desserten bliver en cremet jordbærkoldskål med hjemmebagte kammerjunkere.

OnsdagBurgere med pulled chicken, salat og hjemmelavet coleslaw. Lidt af kyllingen tager jeg fra og gemmer til søndag.

Torsdag – Da vi fejrede Mortens fødselsdag i torsdags, var hans mor og øvrige familie desværre forhindret i at komme. Derfor tager vi et smut til Silkeborg og fejrer Morten endnu engang. Jeg har lovet at tage en kage med til kaffen og selvom det ikke er 100 % fastlagt endnu, overvejer jeg at medbringe en lækker, amerikansk gulerodskage med cream cheese frosting.

Fredag – Vi var et smut i Blåvand og gå en tur langs vandet i søndags og havde egentlig sat næsen op efter et stjerneskud til frokost. Desværre viste det sig, at selvom både caféer og restauranter solgte stjerneskud, så var de alle tilberedt med frosne og færdigpanerede fisk og det var ikke lige det, vi drømte om. Vi har derfor besluttet, at der skal et stjerneskud af den hjemmelavede slags på ugens madplan.

Lørdag – Det er længe siden, at vi har fået en taco salat i en sprød tacokurv, så det vil vi glæde os til lørdag aften. Vi kan ikke spise mere end én kurv hver, så alle de resterende tortillapandekager spiser vi som quesadillas søndag.

Søndag – Lækre og sprøde quesadillas med pulled chicken – resterne fra onsdagens pulled chicken burgere. Tilbehøret bliver en salat af resterne i grønsagsskuffen og dermed skulle vi være klar til at fylde køleskabet til en ny uge.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)