Herhjemme hos os spiser vi primært popcorn med salt. Allerhelst lavet i gryde på gammeldags manér og også gerne serveret i gryden, så de sprøde popcorn holder sig lune længst muligt. Så sidder vi der, med gryden imellem os og ser film og ligner en scene fra en klassisk amerikansk julesang – “It doesn’t show signs of stopping, and I’ve bought some corn for popping”.

Men i dag har jeg lavet en lidt mere avanceret og anderledes variant af de poppede og sprøde majs – en variant, som jeg smagte første gang for en del år tilbage på en ferie i New York, men den har ligget i baghovedet siden, så det var jo et spørgsmål om tid, før jeg skulle prøve at lave min egen hjemmelavede version. Der er i al sin enkelhed tale om frisklavede popcorn, tilsat en god portion saltede peanuts hvorefter hele herligheden er vendt i lag knasende, sprød karamel og lækker mælkechokolade. Hehe, det er lidt hyggeligt, ik? 🙂

Jeg bruger som sagt popcorn, som er poppet i gryde, men jeg vil ikke sige, at man ikke kan tilberede nedenstående opskrift med en pose mikrobølgepopcorn. Dog er dem fra mikrobølgeovnen temmelig saltede i forvejen, så man skal i hvert fald som minimum være ualmindelig glad for kombinationen af karamel, chokolade og salt. Derudover synes jeg også, at mikrobølgepopcorn har tendens til hurtigt at blive lidt seje i konsistensen, når de køler af, hvorimod de grydepoppede sagtens kan holde sig sprøde i længere tid, men jeg vil lade det være op til den enkelte, hvorvidt man popper sine popcorn i en gryde eller i mikrobølgeovnen.

Er man ikke til peanuts, chokolade eller karamel, så udelader man selvfølgelig bare omtalte ingrediens, men jeg synes næsten, at man skal give sig selv lov til at prøvesmage “hele pakken”. Selvom popcornene er bedst, samme dag som de er lavet, så kan de godt holde sig et par dage i en lufttæt beholder, da det tynde karamellag holder lidt på sprødheden. Det der med at gemme dem, bliver dog ikke aktuelt her hos os, for de bliver formentlig alle sammen spist på særdeles kort tid – lige pt. er det lige før, jeg øver vold på mig selv, for ikke at spise dem alle sammen inden Morten kommer hjem fra arbejde.

 

 

Popcornene, altså dem der nu bliver tilbage, vil jeg arrangere i en skål og servere i aften, når den står på fredagshygge på sofaen, en god film eller to og en dejlig kande te – min mor var forbi med en pose lækker te til mig i går og den glæder jeg mig til at smage. Derudover har jeg planer om at anrette en skål med store, blå vindruer og et par modne pærer i både samt en pose chips med hjemmelavet dip til, så vi kommer vist ikke til at mangle noget.

Rigtig dejlig fredag til alle der kigger forbi herinde <3

Popcorn med saltede peanuts, karamel og chokolade.

1 spsk olie

1 dl tørrede majskerner (popcorn)

1 nip salt

125 gr sukker

½ dl vand

1 dl saltede peanuts

100 gr god flødechokolade

Varm olien op i en gryde, hæld majskernerne i den varme olie og læg låg på. Ryst gryden et par gange imens majskernerne popper. Tag gryden af varmen, når majsene næsten ikke popper længere og drys med et nip salt – ikke for meget. Stil popcornene til side.

Kom sukker og vand i en stor gryde – den skal være stor nok til, at alle popcornene kan være der og vendes godt rundt. Kog vand og sukker til en gylden karamel ved middel varme. På et tidspunkt krystalliserer sukkeret og danner hvide sukkerkrystaller på grydens sider. Skrab sukkerkrystallerne ned i karamellem og lad dem smelte – når krystallerne stort set er smeltet og karamellen er lysebrun kommes popcorn og peanuts i karamellen og det hele vendes godt rundt. Skrab karamelpopcornene ud på et stort stykke bagepapir, skil dem ad i mindre stykker og lad dem afkøle på bagepapiret.

Smelt chokoladen over dampbad eller i mikrobølgeovnen og hæld den over popcornene i en tynd stråle. Vend godt rundt, så chokoladen fordeles på alle popcornene og lad herefter chokoladen stivne. Opbevar popcornene i en lufttæt beholder.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)