Så nåede vi den sidste uge, inden en stor del af Danmark kan holde en velfortjent efterårsferie, mig selv og Morten inklusive. Vi har for længe siden besluttet os for, at der skulle ske et eller andet i vores ferie, men helt præcist hvad, kunne vi ikke rigtigt finde ud af. Det endte dog med, at vi allerhelst ville på en storbyferie og med 2 destinationer tilbage – Paris og Prag, faldt det til sidst ud til Prags fordel, så vi sætter kursen mod “Den Gyldne Stad” lørdag morgen.

Dette er grunden til, at denne uges madplan slutter med fredag aften og der kommer selvfølgelig heller ikke madplan for uge 42, idet jeg absolut ikke har tænkt mig at kokkerere i ferien, men derimod har store planer om, at lade mig opvarte fra morgen til aften.

 

 

Madplan uge 41.

Mandag – En hurtig og altid populær klassiker, nemlig boller i karry med ris til. Tilbehøret bliver grønne ærter og gulerodssalat og så skærer jeg lidt rå løg og peberfrugt i små tern og supplerer med ristet kokosmel, bananer i skiver, peanuts og ananas i små stykker. Overvejer også, om jeg skal lave en lynhurtig og lækker portion syltede rødløg – de sød-syrlige løg er skønne som tilbehør til karry-retter.

Tirsdag – Tyrkiske fladbrød med mine egne, hjemmelavede falafler samt salat, tomat, agurk og en god, hjemmelavet creme fraiche dressing. Bliver der rester af falaflerne, kommer de med på madpakken onsdag – de er lige så gode kolde, som når de er varme.

Onsdag – Onsdag skal vi et smut op til et par gode venner og spise, så der får køkkenet en fridag. Har endnu ikke hørt noget som helst om, hvad menuen kunne tænkes at stå på, men mon ikke det bliver lækkert? Det plejer det at være.

Torsdag – Menuen står på en tærte lige efter Mortens hjerte, nemlig en lækker og spicy tacotærte, som er fyldt med tex mex krydret oksekød, creme fraiche og ost. Tilbehøret bliver en salat af resterne fra tirsdagens tyrkiske fladbrød og på den måde skulle vi gerne kunne få ryddet godt ud i grønsagsskuffen.

Fredag – Fredag skal vi have tømt køleskabet for de allersidste rester, inden vi kører mod Prag lørdag morgen, så jeg tror menuen bliver noget lignende denne breadpudding med skinke, ost og tomat, som jeg lavede, da jeg tømte køleskabet, inden vi satte kursen mod Amsterdam i påsken. Derudover skal jeg have bagt en portion pølsehorn og have skåret agurk, gulerødder, peberfrugt og lignende tiloversblevne grønsager i stave, så vi har lidt snacks til køreturen lørdag.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)