Jeg er ret glad for supper og sørger gerne for, at der jævnligt er forskellige lækre supper på ugens madplan henover efteråret og vinteren. Oftest spiser vi de relativt nemme og hurtige, blendede supper men engang imellem er der nu også noget hyggeligt ved at lave en god gammeldags hønse- eller oksekødssuppe, som skal koge i flere timer og som fylder hele huset med aromatiske dufte og skaber glæde og forventning.

Forleden dag kogte jeg en ordentlig portion hønsekødssuppe – ikke fordi temperaturerne har været så lave, at vi ligefrem har trængt til skoldhed suppe at varme os på, men en god efterårsstorm kan nu også gøre sit til at bringe den rigtige stemning frem og nu hvor der ligefrem varsles sne i weekenden, er det da oplagt at finde den store suppegryde frem.

Suppen kan evt. koges dagen inden den skal serveres og efterfølgende stilles på køl natten over. Derefter er det nemt at fjerne det stivnede, overflødige fedt fra suppens overflade, inden den varmes op og grønsagerne tilsættes. Dog skal man huske ikke at fjerne al fedtet – en kylling eller høne er jo i sig selv en mager fugl og hvis man fjerner alt fedtet, risikerer man også at fjerne smagen fra suppen, så en lille smule må der godt sidde tilbage på overfladen.

Jeg vil mene, at det er ligegyldigt, om der bruges en høne eller en god kylling til hønsekødssuppe – en høne er jo bare en ældre kylling og under alle omstændigheder så er det nogle gange nemmere at finde en kylling end en høne.En god kylling er måske ikke ligefrem billig, men til gengæld kan man sagtens få flere måltider ud af sådan en basse og dermed bliver den jo noget billigere at investere i. Suppen kan serveres med det kogte kyllinge- eller hønsekød skåret i mundrette bider, men jeg vil nu lige så gerne have suppen serveret med hjemmelavede kød- og melboller og på den måde kan man også gemme kødet til en portion hønsesalat eller endnu bedre, tarteletter med høns i asparges, som kan serveres efter suppen eller som aftensmad dagen efter. Opskriften på de hjemmelavede kød- og melboller ligger lige her, sammen med en skøn opskrift på oksekødssuppe og opskriften på tarteletter med høns i asparges er her.

Hønsekødssuppe.

4 pers.

1 suppehøne eller en kylling

2-3 porrer

4-6 gulerødder

3-4 laurbærblade

10 sorte peberkorn

2 pastinakker

1 lille knoldselleri

salt

Skyl hønen eller kyllingen fri for urenheder og kom den i en stor gryde. Skær de grønne toppe af porrerne og kom dem i gryden sammen med 1 gulerod i grove stykker, laurbærblade og peberkorn. Hæld vand på til det dækker og bring gryden i kog under svag varme. Lad suppen simre i 1-1½ time, afhængig af hønens/kyllingens størrelse og skum suppen fri for urenheder undervejs. Tag hønen op af gryden og lad suppen simre i yderligere 1-1½ time. Si suppen og kasser de udkogte suppeurter. Skræl de resterende gulerødder, pastinakker og selleri og skær dem i små tern på ca. 1 x 1 cm. Skær porrerne i tynde ringe. Skum overflødigt fedt af suppen, bring den i kog og kom de snittede grøntsager deri. Lad grønsagerne koge i ca. 10 minutter, til de er møre, men stadig har bid. Smag suppen til med salt og server, enten med hønsekødet skåret i mundrette bider eller med kød- og melboller.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)