Græskar hører jo som bekendt efteråret til og når de ikke står i haven med lys og spreder (u)hygge, er jeg ret vild med at bruge dem i madlavningen. For det meste bruger jeg de smukke, orange hokkaido græskar eller de små, buttede butternut, men det er nu også dem, som er nemmest at få fat i herhjemme. I Tyskland har jeg til gengæld ofte set butikkerne bugne af en masse forskellige, spiselige græskar, som jeg dårligt nok kendte, så indimellem har jeg købt et med hjem og eksperimenteret med og hvis man bor i nærheden af grænsen, eller har en overordentlig veludstyret grønthandler i nærheden, kan jeg kun anbefale, at man prøver sig lidt frem med de forskellige græskarsorter.

Denne her tærte, som vi spiste forleden aften med en grøn salat ved siden af, er dog udelukkende lavet på et smukt orange hokkaido, som jeg købte for snart et par uger siden, men der er jo det med græskar, at de kan holde sig nærmest ubegrænset. Den tykke og hårde skal beskytter dem. Skallen bliver dejlig mør, når græskarret koges eller bages, så jeg fjerner den stort set aldrig – nøjes bare med at skylle græskaret godt, men om man spiser skallen eller ej, må være op til den enkelte.

Græskarkød er en smule sødt i smagen, lidt ligesom søde kartofler, og kræver derfor modspil i form af salt eller krydderier – jeg brugte en smule chiliflager i æggemassen – bare et nip, men det kunne lige så godt have været erstattet af en finthakket, frisk chili uden kerner. Derudover pyntede jeg den færdige tærte med lidt god feta, som blev smuldret groft og det gav et perfekt modspil til græskarret. En anden mulighed kunne have været, at komme bacon i fyldet. Tærten er nemlig lavet uden kød, men skulle man have lyst, kan jeg anbefale at stege lidt god bacon i små stykker på panden og komme dem til tærten sammen græskar og løg i tern. Bacon giver en fin og let røget, saltet smag til tærten som passer rigtig godt sammen med det søde græskar og den salte feta på toppen. Fetaen kan i øvrigt udelades, hvis man ikke er til den slags – i stedet kan man drysse tærten med en håndfuld revet ost, inden den sættes i ovnen.

Jeg hakkede en smule mandler groft og fordelte dem ovenpå tærten i de sidste minutter af bagetiden. Mandlerne blev lige netop ristede og duftede skønt, samtidig med at de gav et lækkert knas til tærten, da vi spiste den, men de kunne sagtens have været erstattet af saltede cashews, pistacienødder eller lignende. Resten af dette her hokkaidogræskar, for jeg brugte jo kun et halvt som fyld i tærten, skal for resten koges eller bages og derefter blendes til en puré, som skal i en lasagne sammen med spinat og en cremet ostesauce. Glæder mig allerede.

Tærte med græskar og feta

Bagetid30 min
Samlet tid1 t
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 125 gr smør
  • 125 gr hvedemel
  • 125 gr groft mel (fx grahamsmel)
  • 1 tsk groft salt
  • ½ dl vand
  • ½ græskar (hokkaido el. butternut)
  • 2 løg (kan erstattes af 1 bundt forårsløg)
  • 4 æg
  • 2 dl creme fraiche
  • 1 nip tørrede chiliflager (kan udelades)
  • 15 mandler
  • 75 gr feta/salatost
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Start med at lave tærtebunden. Kom hvedemel og grahamsmel i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt salt og saml hurtigt dejen med vandet. Samles dejen på en maskine, kommes alle ingredienserne i skålen og samles med K-spaden. Lad dejen hvile på køl i ca 15 minutter, inden den udrulles og kommes i et tærtefad (ca 20-22 cm i diameter). Prik bunden med en gaffel.
    Skyl græskarret, fjern kernerne og skær det i små tern, ca 2 x 2 cm – det behøver ikke at blive skrællet først. Skræl løgene og skær dem i små tern. Fordel græskar og løg i tærtebunden. Pisk æg og creme fraiche sammen, tilsæt chili, salt og peber og fordel fyldet ovenpå grønsagerne i tærtefadet. 
    Bag tærten ved 190 grader (varmluft) i ca. 30 minutter til den er gyldenbrun og æggemassen har sat sig. De sidste 5 minutter af bagetiden fordeles de grofthakkede mandler på tærten, så de når at blive let ristede. Smuldr lidt god feta over tærten og drys evt. med lidt grønt, fx persille eller lign. inden servering.

Noter

Vil man ikke lave tærtebunden selv, så kan man selvfølgelig sagtens bruge en færdiglavet tærtebund fra supermarkedet. 

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)