Måske har de fleste allerede tændt kalenderlyset for første gang og brændt tal nummer 1 ned her til morgen – i hvert fald nyder jeg at have (endnu) et stearinlys, som jeg kan tænde om morgenen og som kan brede hygge og stemning, imens vi spiser vores morgenmad. Men det skal nu ikke afholde mig fra at vise årets kalenderdekoration frem, hvis der nu alligevel skulle sidde nogen derude og mangle lidt inspiration, for dekorationen er blevet lige præcis som jeg kan lide det – meget meget simpel og så er den i øvrigt super nem at lave selv.

Selve lyset er et keglelys med guldbogstaver, men man kan jo købe det lys, som man foretrækker – selv synes jeg, at det er vældig hyggeligt, at der er til mange timer i et kalenderlys, så jeg køber aldrig nogen, som er alt for tynde og dermed brænder hurtigere ned.

 

 

Kalenderlyset er stukket ned i en klump ler, som er placeret i en lille krukke. En hvilken som helst vase, urtepotteskjuler, skål eller lignende kan faktisk bruges her. Leret er skjult med lidt mos fra skoven hele vejen rundt og til sidst har jeg faktisk bare pyntet med en lille sløjfe af silkebånd, som er bundet til et stykke ståltråd og efterfølgende stukket ned i leret. En lærkegren, hvorpå der vokser lidt fin, islandsk mos har jeg ligeledes haft med hjem fra skoven og den er også stukket ned ved hjælp af lidt ståltråd og så er der faktisk ikke mere i årets kalenderdekoration, men jeg synes, det er meget meget fin i al sin enkelthed. Med alt det pynt, glitter og glimmer, som har det med at dukke op i vores hjem i løbet af december måned, så er det ingen skade til med et par helt enkle indslag.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)