Så blev det langt om længe den 24. december – juleaftensdag og for mange børn, kulminationen af rigtig mange og lange dage fyldt med venten, spænding og utålmodighed. Nu venter kun den sidste lange lange dag, inden det for alvor går løs med alle julerierne, julegaverne og juletræet i aften.

Efter en hyggelig lille juleaften, hvor vi spiste lækker smørrebrød og hjemmelavede belgiske vafler, drak gløgg og pyntede juletræ hos mine forældre sammen med min lillebror og hans kæreste, er vi i dag vågnet tidligt, for efter en langsom morgenmad med tændt kalenderlys og masser af hygge, skal Morten til København, hvor han skal holde jul med hele familien hos sin storebror. Villy og jeg holder traditionen tro en stille og rolig juleaften sammen med mine forældre, min lillebror og min onkel, så vi kan nøjes med at smutte en tur over gaden. Der skal spises masser af lækker mad, drikkes god vin og lækker portvin, snakkes, grines, mindes alle de andre jule som vi har tilbragt sammen, kæmpes om mandlen, spises juleappelsiner, småkager og konfekt og ikke mindst synges julesange, danses om træet og selvfølgelig pakkes julegaver op og jeg er sikker på, at det som sædvanlig bliver en helt fantastisk aften.

 

 

Jeg synes, at den ro der ligesom indfinder sig over hele landet i aften, er noget af det mest fantastiske. Oven på en hel måneds hektisk aktivitet med gaveindkøb, arrangementer, julemarkeder, julefrokoster og fester er det i aften, som om hele landet lige tager en dyb indånding, slapper af og bliver helt stille i nogle timer, inden det igen går løs med planlægningen – denne gang til nytårsaften, om end denne langtfra bringer samme ro og stilhed over landet.

Allerbedst er det selvfølgelig, hvis der daler store, hvide snefnug ned fra himlen juleaften og luften er kold og frostklar. Billedet i dette her indlæg er fra sidste år og sådan bliver det altså ikke denne jul, men hvid jul eller ej – jeg synes, at vi har haft en dejlig og hyggelig julemåned sammen her på madenimitliv.dk og jeg vil gerne slutte denne lille julehilsen af med at ønske Jer alle, såvel nye som “gamle” læsere af bloggen en rigtig glædelig jul.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)