Luciaboller eller lusekatte, som de også kaldes i Sverige, hvorfra de oprindeligt stammer, er de fine og letgyldne boller, som traditionelt spises til morgenmad på Luciadag d. 13. december. En tradition, som stadig er mest udbredt i Sverige, men som vinder mere og mere indpas herhjemme. Jeg har i hvert fald efterhånden fået den indført herhjemme hos os.

Vi skal derfor spise en hyggelig og langsom morgenmad med luciaboller til på søndag, men som nogle af Jer måske kan huske, så luftede jeg forleden tanken om at bage koldhævede luciaboller i år, fordi jeg så ville kunne lave dejen og forme bollerne lørdag aften og blot skulle bage dem søndag morgen, hvilket unægtelig ville gøre det hele noget nemmere.

Den fremgangsmåde havde jeg egentlig lagt mig fast på – jeg har jo tidligere haft held med at bage koldhævede kanelsnegle til morgenmad og brunch, men jeg bestemte mig alligevel for, at afprøve projektet først, bare for at være helt sikker på, at det ville lykkes. Derfor lavede jeg i går eftermiddags dejen, formede den til de karakteristiske s’er, som er kendetegnende for luciabollerne og satte dem i køleskabet. Og her til morgen har jeg så bagt en portion skønne og velduftende luciaboller, som jeg har spist en enkelt én af til en kop te og jeg kan roligt love, at det bliver de koldhævede boller, som vi sætter tænderne i på søndag. Mums de er lækre.

Vores køleskab er ret stort, men dog ikke så stort, at jeg kan have hele bageplader derinde. Derfor lagde jeg bagepapir på et skærebræt og placerede luciabollerne med lidt afstand på brættet, inden jeg dækkede til med film. Skal man bage mange boller, kan man evt. fordele bollerne på flere skærebrædder. Her til morgen var det så blot at lade bagepapiret med bollerne glide over på en bageplade og sætte den i ovnen – nemmere bliver det vist ikke. Bollerne blev præcist lige så lette, lækre og luftige, som de luciaboller jeg bagte sidste år efter den traditionelle opskrift, og så synes jeg altså, at det er lidt af en luksus, at servere friskbagte luciaboller til morgenmad, uden at jeg af den grund behøver at stå tidligere op.

Opskriften på de koldhævede luciaboller har jeg tilføjet herunder. Der er ikke rigtigt nogen forskel på den og så min traditionelle opskrift på luciaboller, men mængden af gær er nedjusteret en smule, så det passer til en koldhævning. Hvis man nu ligger inde med verdens bedste opskrift på luciaboller, som man gerne vil bruge, så kan den formentlig også sagtens laves i en koldhævet version, hvis blot mængden af gær justeres, så bollerne ikke når at overhæve og efterfølgende falde sammen i løbet af natten. Og så vil jeg da lige afslutningsvis ønske Jer alle en rigtig dejlig luciadag på søndag!

 

Koldhævede luciaboller

Hæve- og bagetid7 t
Samlet tid7 t 15 min
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 1 dl mælk eller fløde
  • ½ dl vand
  • 1/4 pk gær
  • 1 æg
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk groft salt
  • 1/4 tsk stødt gurkemeje (eller 1 nip safran)
  • 325 gr hvedemel (+ lidt til æltning)
  • 75 gr blødt smør
  • sammenpisket æg og rosiner til pynt

Fremgangsmåde

  • Hæld mælk/fløde og vand i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt æg, sukker, salt, gurkemeje og hvedemel og rør dejen sammen. Til sidst arbejdes det bløde smør ind i dejen og der æltes, til den er blank og smidig. 
  • Bruger man en køkkenmaskine kommes alle ingredienser (undtagen smør) i røreskålen og det hele samles med dejkrogen. Tilsæt smørret til sidst og lad maskinen ælte dejen godt igennem. 
  • Del dejen i 12 lige store stykker. Tril hvert stykke til en pølse og form den til et S. Beklæd et stort eller 2 mindre skærebrædder med bagepapir og placer bollerne herpå. Dæk til med film og lad bollerne koldhæve i køleskabet natten over eller i 6-7 timer.
  • Ved bagning tages bollerne ud af køleskabet og trækkes over på 1-2 bageplader ved hjælp af bagepapiret. Lad bollerne hvile i ca. 15 minutter, imens ovnen opvarmes.
  • Tryk 2 rosiner i hver bolle og pensl med sammenpisket æg. Bag bollerne ved 200 °C (alm. ovn - ikke varmluft) i 12-15 minutter, indtil de er gyldne og gennembagte. Server de lune boller med smør.

Noter

Luciabollerne er selvfølgelig bedst, når de er nybagte, men de kan godt holde sig bløde og lækre i et par dage i en frysepose. Lun dem evt. kort på brødristeren eller i ovnen inden servering. Bollerne kan desuden fryses. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)