Med alt den dejlige, hvide og knitrende sne, som er faldet over de sidste par dage, er jeg i dén grad blevet inspireret til hyggelige kage-bage projekter. Det er simpelthen noget af det bedste, at komme ind fra kulden og få et krus dejlig varm te og et stykke lækker, friskbagt krydderkage, så selvom januar i høj grad er en måned, der indbyder til lidt ekstra sundhed og vitaminer, så skal der altså også være plads til kage, når det sner.

Det er mange år siden, at jeg sidst har bagt en krydderkage og i virkeligheden er det nok nærmest en kage, som jeg forbinder med min mormor. Selvom det er “oppe i tiden” at bage kager som aldrig før, så har jeg lidt på fornemmelsen, at de gode gammeldags skærekager som sandkage, marmorkage og krydderkage har måttet vige lidt tilbage for diverse lagkager, cupcakes og fondantudsmykkede mesterværker. Men det ændrer altså ikke på, at de gammeldags skærekager i allerhøjeste grad stadigvæk holder 100 %

>> Se også min opskrift på en klassisk marmorkage lige her. 

Denne her krydderkage er utrolig lækker og så smager den både brunt og brændt, hvis man da kan omtale en kage i rosende vendinger på den måde? Det er for øvrigt en vældig god idé at bage netop en krydderkage i januar, for den er fyldt med julekrydderier, uden at være en decideret julekage, så ligger man inde med stødt ingefær, nellike, allehånde, kardemomme og kanel, så er dette her alletiders mulighed for at få tømt lidt ud i krydderiskabet – krydderier har nemlig en begrænset holdbarhed, inden de ligesom “mister pusten” og bliver noget ligegyldige i smagen.

Jeg er vild med rosiner i krydderkage, men bryder man sig ikke om den slags, kan de naturligvis udelades eller i stedet erstattes af anden tørret frugt, fx tranebær, eller man kan bruge syltet appelsinskal. Kagen er skøn, når den er nybagt, duftende og lækker, men den kan sagtens holde i et par dage, uden at blive tør. Skulle man alligevel ende med et lidt kedeligt og tørt stykke krydderkage, som prøv at riste det og smøre lidt koldt smør på. Mums, det er godt.

Print opskrift Pin opskrift
5 fra 1 stemme

Krydderkage

Bagetid1 t
Samlet tid1 t 20 min
Antal: 10 stykker
Forfatter: Anne-Kathrine Schelde

Ingredienser

  • 175 gr blødt smør
  • 100 gr sukker
  • 75 gr brun farin
  • 1 æg
  • 250 gr hvedemel
  • 1 tsk natron
  • 1 tsk stødt allehånde (kan udelades)
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1 tsk stødt nellike
  • 2 tsk stødt kanel
  • 1 nip salt
  • dl mælk
  • 1 dl rosiner (kan udelades)

Fremgangsmåde

  • Pisk smør, brun farin og sukker sammen til det er luftigt og tilsæt ægget.
  • Sigt hvedemel sammen med natron, allehånde, ingefær, kardemomme, nellike, kanel og salt og vend det i dejen under omrøring skiftevis med mælken. Til sidst kommes rosinerne i dejen.
  • Smør en franskbrødsform med lidt smør eller for den med bagepapir.
  • Fordel dejen i formen og bag kagen ved 175 °C (alm. ovnfunktion) i ca. 1 time, til den er gennembagt. Tjek evt ved at stikke et lille træspyd eller lignende i midten af kagen. 
  • Vend kagen ud af formen og lad den køle af på bageristen.

Noter

Kagen holder sig blød og svampet i 2-3 dage, hvis den pakkes godt ind. Den kan også fryses. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)