Så har vi endnu engang taget afsked med julemåneden fuld af hygge, varme, fester og gæster og skal nu forholde os til en lang, mørk vintermåned – den nok mest udskældte af alle årets måneder, for kan man ikke sige andet om februar, så kan man da i det mindste huske på, at den er kort.

Januar derimod har ikke mindre end 31 lange dage, som måske føles ekstra mørke ovenpå julens mange lys, overraskelser og hyggeligt samvær. Herhjemme fik jeg gemt julepynten væk i weekenden – i gamle dage sluttede julen officielt til Helligtrekonger, altså d. 6. januar, men det er efterhånden de færreste, der har julepynt og juletræ stående så længe og jeg må da også indrømme, at vores bliver fjernet efter nytår, men til og med nytår skal det altså hænge. Det kan være lidt vemodigt at fjerne de mange, fine ting og pakke dem i kasser – tanken om, at der går et helt år, inden man skal se det hele igen og måske også en lille smule utryghed overfor det ukendte omkring det kommende år Hvad har vi mon oplevet og hvad vil der være sket, næste gang vi finder julekassen frem?

Men med julepynten er godt gemt af vejen ser der også pludselig meget ryddeligt ud i stuerne og det symboliserer på fornemste vis det nye år, som vi netop har taget hul på. Nu startes på en frisk med fortsætter for det kommende år og masser af ting at glæde sig til og se frem imod.

 

 

I januar glæder jeg mig til…

  • At tænde masser af stearinlys hver eneste morgen, når vi spiser morgenmad og om eftermiddagen, når tusmørket falder på. Jeg er virkelig stor fan af efterår og vinter og kan sagtens gå og glæde mig over, at det bliver tidligt mørkt, så jeg kan få lov til rigtigt at hygge indendøre med masser af bløde tæpper, ild i brændeovnen og tændte lys. Lys hører, efter min mening, absolut ikke kun julen til – de skal bruges hele vinteren for på den måde at jage mørket og kulden på flugt.

 

  • Jeg har endnu ikke opgivet håbet om en rigtig god gang sne. Der er ingenting i verden så stille som sne, hedder det som bekendt i sangen, og uanset hvor gammel jeg bliver, så bliver jeg fuldstændig som et barn, når sneen falder. Villy har det ligesådan og springer ellevild rundt i sneen, så jeg håber, at der må falde en helt masse, som lægger sig som en dyne over det hele og gør verden magisk.

 

  • Appelsiner. Jeg elsker de kæmpe store appelsiner, som er allerbedst lige nu. Resten af året gider jeg ikke rigtigt spise appelsiner, men lige nu smager de helt fantastisk og vi spiser gerne et par stykker om dagen. Dem vi ikke spiser, skal der for øvrigt laves orangemarmelade af – min mor har en skøn opskrift, som jeg glæder mig til at dele med Jer på bloggen.

 

  • Jeg har et par kageprojekter i baghånden, for bare fordi vi befinder os i den ultimative slankemåned, kan man jo godt nyde et enkelt stykke eller to i løbet af de næste 31 dage – ikke mindst hjemmebagte fastelavnsboller er det snart tid til. I øvrigt har jeg den opfattelse, at der er så mange, der finder januar deprimerende, fordi den i meget høj grad udelukkende indeholder askese og slankekurer og uanset hvordan man vender og drejer det, som kommer ordet “slankekur” aldrig til at have en speciel positiv klang. Derfor hedder det i stedet “lidt, men godt” og “alt med måde” herhjemme hos os.

 

  • At krumme mig sammen i sofaen og læse en god bog eller måske lytte til en god lydbog. Jeg streamer gerne gratis lydbøger via bibliotekernes streaming-tjeneste (e-reolen) og får på den måde rigtig mange gode bøger læst højt. Hvis jeg trænger til ro om aftenen, kan jeg også sagtens finde på at dæmpe lyset i stuen eller slukke lyset helt, hvis jeg er gået i seng, og i stedet lytte til en lydbog. Lyset holder mig vågen, men ligger jeg i mørket og får læst højt, bliver jeg lynhurtigt søvnig.

 

  • At gå lange ture med Morten og Villy i weekenden og efterfølgende komme hjem, imens mørket langsomt falder på, og få varm te eller kakao med flødeskum og måske en lille snack ved siden af, inden vi skal i gang med aftensmaden. Især efter jeg lavede en portion hjemmelavet instant kakaopulver til varm mælk, er der blevet drukket mange kopper varm kakao herhjemme og vi nyder, at den er klar på ingen tid.

 

  • Fortsat at fylde stuerne med duftende hyacinter, som hygger og pynter på samme tid. Jeg elsker hyacinter og køber dem gerne, lige så snart de første kommer frem i butikkerne i slutningen af efteråret. Hyacinterne er ligeledes en fast del af julepynten, men får altså lov til fortsat at udsmykke stuerne efter julen er ovre.

 

  • At lave hjemmelavede bodyscrubs og smøre mig ind i masser af lækker bodylotion eller olie, når jeg har været i bad. Jeg døjer lidt med tør hud om vinteren, men i år har jeg besluttet mig for, at tage kampen op og komme det i forkøbet. Min hud skal derfor tørbørstes et par gange om ugen, eller også skal den skrubbes godt med hjemmelavet scrub, når jeg er i bad. Jeg går meget sjældent i bad om morgenen – det er simpelthen den værste måde at vågne på, synes jeg. Derfor har jeg ofte rigtig god tid, når jeg bader, fordi jeg i stedet bader efter aftensmaden og så har jeg også noget bedre tid til at prioritere alle mine små skønhedsrutiner. Jeg har desuden fået en meget lækker badekåbe og et par skønne, nye pyjamasser i julegave, som jeg glæder mig til at trække i, når jeg er færdig i badeværelset.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)