I går til frokost lavede jeg en af de skønneste salater, som jeg længe har smagt. Helt simpel og nem at lave, men selvom mine smagsløg bestemt ikke er noget at råbe hurra for lige for tiden, så kunne jeg alligevel fornemme, at der var både sødt, salt, surt, bittert og umami til stede og så var salaten bare så lækker og frisk. Det var lige hvad jeg trængte til og en rigtig super frokostsalat, som jeg vil glæde mig til at tage med i madpakken, når jeg skal i skole igen – evt. pakket ned lidt hver for sig, så jeg kan anrette det på en tallerken til frokost og undgå, at det hele smatter sammen og bliver uappetitligt.

De mange citrusfrugter er i højsæson lige nu og udover masser af saft, kraft, smag og vitaminer bidrager de også med de smukkeste farver – især den lyserøde grapefrugt, som gjorde frokosten til en helt særlig oplevelse. Mad skal ikke bare smage godt – det må altså også gerne være rigtig pænt at se på. Avocadoen gør salaten cremet og lækker, men derudover er det også den, der sammen med fetaen gør, at man rent faktisk bliver mæt og tilfreds og så spiller den bare så godt sammen med de sød-syrlige appelsin- og grapestykker. Hakkede mandler og oliven på toppen kan udelades. Jeg elsker oliven, synes de er smukke og pynter på alt og er i øvrigt vild med smagen, men kan man ikke lide oliven, eller bliver kombinationen af grape, appelsin og oliven bare for mærkelig, så drop dem. Det samme med mandlerne – de giver knas og lækkerhed til salaten, men ligger man ikke inde med mandler så udelad dem eller drys med en anden slags nødder, frø eller kerner.

Dressing er der ikke på salaten – citrusfrugterne afgiver masser af saft og det var rigeligt til mig, men ønskes der lidt ekstra væde, kunne jeg sagtens forestille mig, at en dressing af appelsinsaft og lidt honning ville være god. Jeg overvejede desuden at tilsætte friske babyspinatblade til salaten – evt. at lægge dem i bunden af skålen og anrette resten ovenpå, men jeg droppede det igen og det var godt, for jeg kunne næsten ikke spise denne her portion. Jeg skal dog ikke afvise, at det kunne være en god idé med lidt spinat eller lignende grønt i skålen, hvis salaten skulle serveres til aftensmad. Evt. suppleret med et stykke stegt kylling eller laks og groft brød.

Salat med appelsin, grape og avocado.

1 pers.

1 appelsin

1 pink grape

1 moden avocado

50 gr god feta

10 oliven – kan udelades

10 mandler, grofthakkede – kan udelades

Skær top og bund af appelsin og grape, stil dem på et skærebræt og skær skallen af helt ind til frugtkødet. Skær herefter “filet’er” ud af frugterne ved at skære ind mellem lamellerne med en lille kniv. Anret “filet’erne” på en tallerken. Halver avocadoen, fjern stenen og skindet. Skær avocadoen i stykker og anret sammen med grape og appelsin på tallerkenen. Drys med feta og oliven og pynt med hakkede mandler på toppen.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)