Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Popcorn med saltkaramel…

32 kommentarer
Ideer til studentermad, Konfekt og slik
Gå direkte til opskriften

Popcorn med salt- eller smørsmag holder, det kan de fleste af os vist blive enige om. Men kombinationen af salt og sødt er altså heller ikke at foragte. Personligt er jeg ret vild med denne her variant med saltede peanuts, karamel og mælkechokolade. Popcorn med saltkaramel havde jeg derimod endnu til gode at afprøve og derfor har jeg i dag begivet mig ud i en portion popcorn med knasende sprød og saltet karamel.

Ideen med at prøve at lave popcorn med saltkaramel er absolut ikke ny, den har rumsteret i baghovedet siden vores sommerferie i New Orleans sidste år, hvor vi besøgte en butik, som udelukkende solgte popcorn – jeg tror faktisk, at der var næsten 100 forskellige slags. Dem med saltkaramel var dog blandt de helt klare favoritter, men det med selv at prøve at lave dem, kom jeg altså fra igen, indtil vi i sidste uge gik forbi “The Popcorn Factory” på 34. st. i New York og så var det pludselig, at jeg kom i tanker om de lækre, knasende hapsere.

Det er ikke spor svært at lave popcorn med karamel, men det skal gå lidt hurtigt, når de poppede majs skal vendes rundt i karamellen, for den stivner i løbet af ingen tid og så er det en rigtig god idé, at bruge en skål, som er rigelig stor. Hvis man står og fedter med varm karamel og popcorn i en alt for lille skål, så ender det hurtigt med, at halvdelen af popcornene ryger ud på bordet og den anden halvdel ender som én stor karamelkugle.

Jeg tilsætter gerne en smule natron til karamelmassen, som er med til ligesom at gøre den porøs og knasende, når den stivner omkring popcornene. Jeg har set andre opskrifter, hvor der bruges bagepulver, men ikke selv prøvet det – dog tror jeg ikke, at der er den store forskel på bagepulver og natron. De færdige popcorn kan opbevares i en lufttæt bøtte eller lignende i flere dage – de skal nok holde sig sprøde og er derfor geniale at servere for gæster eller lignende, fordi de kan laves i forvejen.

Jeg bruger gerne popcorn, som jeg selv popper i en gryde. Jeg synes, at de popcorn der poppes i mikrobølgeovnen, har tendens til meget hurtigt at blive seje og kedelige og så er det som om, at der lægger sig en “hinde” i ganen og på tungen, hvis ikke popcornene spises, ligeså snart de hældes ud af posen og er rygende varme. Jeg foretrækker derfor helt klart grydepopcorn, også når vi bare spiser dem med salt på en helt almindelige hyggeaften, men jeg er sikker på, at man også kan bruge popcorn fra mikrobølgeovnen. Vær dog opmærksom på, at der så muligvis skal skæres lidt i mængden af det salt, som tilsættes karamellen – mikrobølgepopcorn er ret saltede i forvejen.

4,62 fra 31 stemmer

Popcorn med saltkaramel

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Samlet tid25 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 spsk olie
  • 1 dl popcornmajs
  • 250 gr sukker
  • 50 gr smør
  • 1-2 tsk havsalt
  • 2 tsk natron

Fremgangsmåde

  • Varm olien op i en gryde og pop majsene efter anvisning på emballagen. Sorter evt. u-poppede majskerner fra – de er ikke så rare at bide i og stil popcornene til side.
  • Hæld sukker i en stor gryde og smelt det over svag/jævn varme.
  • Når sukkeret er blevet lysebrunt og næsten er smeltet, tilsættes smør og salt og blandingen røres til en glat karamelmasse.
  • Sluk for varmen, tilsæt natron og rør godt rundt – karamellen vil bruse let op.
  • Hæld popcornene i gryden med karamel og rør godt rundt, så karamellen fordeles. Det skal gå lidt hurtigt, for karamellen begynder hurtigt at stivne.
  • Bred karamelpopcornene ud på et stykke bagepapir og lad dem afkøle let, inden de skilles ad med fingrene.
  • Opbevar de karamelliserede popcorn i en lufttæt beholder – de kan sagtens gemmes i flere dage.
Bryder man sig om lakrids, så kan man drysse de lune karamelpopcorn med lakridspulver, når popcornene er bredt ud på bagepapiret. Lakridspulveret sidder bedst fast, hvis man drysser det ud, inden karamellen er helt stivnet. 
Subscribe
Notify of
32 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Anne-Marie
8 år siden

Tror du man kan vinde lidt ekstra tid, til at fordele karamellen, hvis man blander det i den varme gryde istedet. Eller vil det gå helt galt istedet ?
Har du nogle bestemte popcorn du bruger? Vi har købt nogle der ikke folder sig helt ud og det bliver ret træls at bide i.

Kh.
Anne-Marie

Peter
5 år siden

Jeg gjorde det i gryden, og de blev perfekte 🙂

Helle
6 år siden

Tusind tak for en rigtig god hjemmeside, med mange gode opskrifter 🙂
Hvilken slags skål bruger du, til at vende karamellen med popcornene?

Med venlig hilsen
Helle

Helle
6 år siden

Tak for dit svar 🙂
Jeg har lavet dem med stor succes, de bliver revet væk til fredags hygge 🙂

Stine
6 år siden

Mums – havde en rest popcorn til overs fra filmaften i weekenden, som jeg på smart vis gemte og ville lave netop karamelliserede popcorn ud af 🙂 De smager vildt godt! Og så er det jo nemt at gå til, når man ikke først skal til at poppe 🙂

Anne Mette munck
4 år siden

Kan man ikke bruge mikro popcorn? Tak for mange fantastiske opskrifter 😊

Lise Strand
3 år siden

Er lidt forvirret m.h.t et bestemt punkt i opskriften, da jeg så nogle af kommentarerne til dette punkt i opskriften. (Det kan være opskriften, er blevet rettet lidt til)

Har jeg forstået det rigtigt, at når jeg har lavet karamellen i en gryde, så skal de poppede popcorn op i denne gryde med karamellen- som den blev lavet i, og røres rundt ?
– Altså popcornene skal ikke vendes sammen med karamellen i en separat skål, ligesom nogle skriver noget om ?
Håber du kan afhjælpe forvirringen 😀

Astrid Kristensen
1 år siden

Jo nemt det gør jeg

Trine
3 år siden

Hej 🙂 Hvorfor skal der natron i?

Karen
3 år siden

Uh 2 tsk salt er for meget!

Mie
3 år siden

Hej Anne-Kathrine.
Jeg er kommet til at putte smøret i for tidligt. Sukkeret er begyndt at stivne i store klumper,
Kan den redes?

esmaralda
3 år siden

Karamellen smagte forfærdeligt, vi gjorde alt hvad der stor i opskriften LORTE OPSKRIFT

Stig Nørgaard Færch
2 år siden

5 stars
Rimelig ubehøvlet synes jeg.
Ærgerligt at det mislykkedes for dig.
Hvorfor ikke fortælle lidt om hvad du tænker der gik galt? Det kunne måske hjælpe så andre ikke får samme dårlige oplevelse.
Mit bud er at du enten er kommet til at brænde karamellen på, eller at du har givet mere salt end du kan li?

Mette Jørgensen
2 år siden

5 stars
Super lækre popcorn, skulle ikke have taget den første 🙂 ikke nemt at stoppe.

Vil meget gerne bestille indkøbsliste + madplan

Anna
2 år siden

Hej 🙂

Kan man bruge bagepulver istedet for natron?

Glædelig jul.

Mvh Anna

Heidi
1 år siden

Første option karamel blev brændt og røg i skraldespanden. 2 portion vågede jeg over, og varmet ved meget svag varme, da sukkeret næsten var smeltet helt, blandede jeg salt og smør deri og jeg havde taget det af blusset da jeg tilsatte natron. Hver gang ligner det bare rørsukker og bliver ikke smeltet. Kan man gøre noget andet så det bliver flydende- evt tilsætte lidt vand. Smagen med “rørsukkeret” og popcornene er helt fin, men det drysser jo af

Mette
1 år siden

5 stars
Mega lækker. Tak for en skøn opskrift
Ps. Jeg har induktionskogeplade og der er intet problem. Det tager lidt tid og skruer meget ned på varmen (lidt under middel)

Anne Mette
11 måneder siden

5 stars
Jeg brugte en pose mikrobølgeovn popkorn, og sukker smør natron skal nok halveres, de druknede nærmest i det.