I dag er jeg startet på et nyt modul i skolen og i den anledning fik jeg lyst til at bage lidt lækkert til mine madpakker. For det meste har jeg gulerødder, agurk og peberfrugt med, som bliver suppleret med lidt af årstidens frugt – lige nu er det store, lækre appelsiner og blå vindruer og, på de lange dage, lidt sødt i form at nødder og tørret frugt eller et par hjemmebagte kiks, men der skal jo lidt mere end bare frugt og grønt til at mætte mig, så normalt har jeg desuden en rugbrødsmad, en sandwichbolle eller lignende med.

I dag har jeg så bagt en stor portion lækre pizzasnegle med god tomatsauce og cheddarost og de er simpelthen blevet så gode, at jeg allerede ser frem til mine madpakker over det næste stykke tid. Store, bløde, lækre og svampede – lige som pizzasnegle skal være efter min mening. Jeg har kommet lidt grahamsmel i dejen – ikke for meget, for jeg synes hurtigt, at bagværk kan have tendens til at blive lidt tørt og kedeligt, hvis der tilsættes alt for meget af det grove mel, men nok til at sneglene får en let, grov struktur og desuden mætter rigtig fint.

Sneglene indeholder ikke kød – jeg kan godt lide den klassiske og enkle smag af god tomatsauce og lækker ost, men skinke, pepperoni, tun, kyllingebryst eller lignende kan jo tilsættes efter smag og behag. Prøv evt. også at fordele lidt majs, rød peber og måske oliven på dejen, inden den rulles sammen og skæres ud til snegle – det smager skønt og giver et meget fint farvespil til de færdige snegle.

Denne her portion gav 12 store, fine snegle + 2 endeskiver, som jeg har spist for længst, da de kom lune og nybagte ud af ovnen. En del af sneglene er røget i fryseren, efter de var kølet af – på den måde er det nemt lige at tø et par stykker op til madpakken og hvis så der suppleres med en bøtte blandet salat, lidt grønsager eller frugt i mindre stykker, en klase vindruer, måske et par hjemmebagte kiks eller lidt nødder og rosiner i en lille bøtte, så er madpakken klaret i løbet af ingen tid.

 

 

Faktisk kan sneglene også fint gøre det ud for en omgang nem aftensmad, hvis der serveret lidt grønt eller salat ved siden af. På den måde har vi indimellem slået 2 fluer med et smæk og lavet snegle til aftensmad og efterfølgende haft resterne med i madpakken. Sneglene er også skønne at tage med på skovtur i en madkurv og endelig kan jeg anbefale at spise dem til suppe i stedet for almindeligt brød eller flute.

Grove pizzasnegle med tomat og cheddarost.

12-14 stk.

2,5 dl lunkent vand

25 gr gær

2 tsk salt

2 tsk sukker

2 spsk olie

2 spsk yoghurt naturel – creme fraiche eller lignende kan også bruges

100 gr grahamsmel

ca 300-350 gr hvedemel + lidt ekstra til æltning og udrulning

2 dl god tomatsauce – evt. hjemmelavet tomatsauce

200 gr cheddarost

Rør gær ud i lunkent vand og tilsæt salt, sukker, olie, yoghurt og grahamsmel. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt til dejen kan æltes blank og smidig. Sæt dejen til hævning et lunt sted i ca. 45 minutter. Slå dejen ned og rul den ud til et rektangel på et meldrysset bord. Fordel tomatsauce og 2/3 af osten på dejen – pas på med ikke at komme helt ud til kanten og rul så rektanglet sammen til en roulade. Skær rouladen i snegle a ca. 2 cm’s tykkelse og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys den resterende 1/3 af osten ovenpå sneglene. Bag sneglene ved 200 grader i ca. 20 minutter til sneglene er gennembagte og osten er smeltet.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)