Hjemmelavet kyllinge shawarma…

8 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Fast food, Fjerkræ, Hovedretter, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Efter at jeg postede opskriften på de hjemmebagte pitabrød, som vi fik til aftensmad i går aftes, har jeg modtaget henvendelser fra flere af Jer læsere, som har efterspurgt opskriften på en del af fyldet til pitabrødene, nærmere bestemt den hjemmelavede kyllinge shawarma, som jeg omtalte på bloggen i går.

Og selvfølgelig skal opskriften postes her på bloggen, for hvor var den kyllingeshawarma da bare helt forrygende lækker og absolut noget, som jeg vil lave igen og igen. At det så derudover også var fantastisk simpel aftensmad, som stort set passede sig selv hele vejen igennem, gør det jo bare til en endnu mere oplagt familiefavorit på middagsbordet.

Det kræver selvfølgelig lidt forskellige slags krydderier, når man skal røre marinaden til shawarmaen sammen, men jeg har bestræbt mig på udelukkende at bruge krydderier, som kan købes i de fleste større supermarkeder. Der er kort og godt tale om ingredienser, som de fleste af os med lethed kan få fat på, hvis de da ikke allerede står i køkkenskabene og bare venter på at komme i brug. Vi har i hvert fald som udgangspunkt altid chili, paprika, stødt spidskommen og lignende stående.

Jeg valgte at stege kødet i ovnen, da den alligevel var i gang, men kyllingestykkerne kan også sagtens laves på en stegepande. Og når det bliver lidt varmere i vejret, er det jo oplagt at fordele kødet på spyd og tilberede det på grillen. Jeg elsker i hvert fald smagen af grill.

De marinerede og stegte kyllingebryster på skåret i mindre stykker på bedste “shawarma-vis” og fyldt i lune, friskbagte pitabrød. Udover kylling fik vi også  strimlet salat, majs, ærter, tomat, agurk, feta, oliven og creme fraiche dressing. Hjemmelavet fast food når det er allerbedst og så var der oven i købet en rest shawarma og lidt blandet salat, som jeg har spist til frokost i dag. Ikke den værste måde at tage hul på en dejlig weekend.

5 fra 1 stemme

Kyllinge shawarma

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Hvile- og tilberedningstid2 t 15 min
Samlet tid2 t 30 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 3-4 stk kyllingebryst uden skind og ben
  • 4 spsk olie
  • 2 spsk citronsaft (eller efter smag)
  • 2 fed hvidløg (presset)
  • 1 tsk paprika
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk stødt koriander (kan udelades)
  • ½ tsk tørrede chiliflager (eller chilipulver)
  • ½ tsk stødt kardemomme
  • ½ tsk stødt ingefær (kan udelades eller erstattes af friskrevet)
  • 1 tsk groft salt
  • peber

Fremgangsmåde

  • Skær kyllingen i mindre stykker og læg dem i en frysepose.
  • Rør ingredienserne til marinaden sammen og hæld den over kyllingen i posen. Ryst posen godt, så marinaden fordeles.
  • Læg posen i køleskabet og lad kyllingen trække i minimum 2 timer, men gerne længere. 
  • Fordel kyllingestykkerne på en bageplade beklædt med bagepapir og steg kødet i ovnen ved 190 °C (varmluft) i 10-15 minutter, indtil kyllingen er gennemstegt. Kyllingestykkerne kan også tilberedes på en stegepande.
  • Skær kyllingen i mindre stykker og server den til pita eller fladbrød med salat og creme fraichedressing. Det er også lækkert med chili- og hvidløgsolie.
Man kan sagtens lade kyllingen marinere i køleskabet til dagen aften. Dermed får den god tid til rigtigt at trække smag fra de mange skønne krydderier. 

 

8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Mari
6 år siden

Haps det snupper vi til aftensmad i aften. Det lyder så lækkert:-)

Christina
6 år siden

Det er mega lækkert og let at lave. Helt klart en opskrift som bliver i gemmerne. 🙂

Karina
5 år siden

Bliver aftensmad her idag(0:
Kyllingen blev lagt i marinade i går
Men vil prøve at lave dine pandebrød til(0:
En god hvidløgs dressing og en masse af lækkert grønt(0:
Glæder mig(0:

Gitte kristensen
5 år siden

Det smager bare så godt . En favorit herhjemme.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)