Der stået hjemmelavet slik på programmet her hos mig i dag – af den prinsesseagtige og hindbærlækre slags. Man er vel ikke single og alene hjemme i denne uge for ingenting? 🙂 Jeg er vild med hjemmelavede skumfiduser og elsker slik, som smager af hindbær, så selvfølgelig skulle de 2 ting forsøges kombineret og jeg må sige, at det lykkedes ud over al forventning. Wauuu sådan en blød og lækker skumfidus med en let syrlig smag af hindbær er god.

Skumfiduser er supernemme at lave selv, om end det kræver en røremaskine – eller en hel del tålmodighed, idet massen skal piskes i 20 minutter eller deromkring, men så får man altså også det lækreste, hjemmelavede slik med lige præcis den smag, som man allerbedst kan lide. Jeg har tidligere lavet skumfiduser med hyldeblomst, som også var en stor succes, men jeg har stadig til gode at prøve nogle med lakridssmag – det må blive næste gang.

Jeg brugte en fransk hindbærsirup, som er beregnet til saftevand, til projektet og da det er en temmelig kraftig sag, valgte jeg at spæde med ½ dl vand. Dette kunne også have været citronsaft, hvis saften havde været meget sød, men det kommer helt an på, hvilken slags saft der anvendes. Jeg anbefaler ikke, at man bruger light. Jeg har godt nok ikke forsøgt mig med light, men jeg forestiller mig, at det er svært at koge en light saft ind til en sirup og måske vil de færdige skumfiduser også få en underlig bismag af kunstige sødestoffer.

Det er ingen overdrivelse, når jeg skriver, at skumfidusmassen er noget af en klistret affære at håndtere, men når bare der bruges godt med flormelis, så er det altså heller ikke sværere og så hjælper det jo lidt, at massen er lige til at vaske af både hænder, røremaskine og køkkenbord – eller hvor man nu ellers lige skulle få sat et lyserødt visitkort. Det vanskeligste i hele processen er nok at få viklet skumfidusmassen ud af piskeriset og fordelt i fadet, hvor den skal stivne, men med lidt snilde, går det alt sammen. Husk dog på tricket med lige at lade massen klistre sig fast til kanten af fadet, inden man forsøger at fordele den i et jævnt lag – så går det så meget nemmere.

 

 

Skumfiduserne kan holde sig en måneds tid eller længere – jeg har endnu ikke oplevet, at have hjemmelavede skumfiduser stående i så lang tid, men jeg er sikker på, at de ikke tager skade. Skulle man, mod forventning, ikke få spist de hjemmegjorte lækkerbiskner, så kan jeg anbefale eksempelvis at bruge resterne i en omgang rocky road bites med hindbærskumfiduser og digestive kiks. Sådan en lille bid chokolade fyldt med gode sager til en kop kaffe er bare top lækker og en rigtig god måde at få ryddet lidt ud i slik- og småkageskuffen på.

Hjemmelavede skumfiduser med hindbær.

30-40 stk.

200 gr sukker

1 dl god hindbærsaft, koncentreret

½ dl vand – citronsaft kan også bruges, hvis hindbærsaften er meget sød

8 blade husblas

4-6 spsk flormelis

Bland sukker og hindbærsaft i en gryde, bring det i kog under jævn varme og lad det koge ind til en tyk sirup – det tager ca. 15 minutter fra massen koger. Imens sættes husblas i blød i koldt vand. Når siruppen er færdigkogt, tages gryden af varmen, vandet knuges af husblassen og den røres ud i den varme sirup et stykke ad gangen.

Hæld siruppen i en røremaskine og pisk den i ca. 20 minutter til den er luftig og sej – det kan også lade sig gøre med en elmikser og masser af tålmodighed. Sigt flormelis i bunden af et ildfast fad (ca. 20×30 cm) og fordel skumfidus-massen i fadet med en spatel – det er meget klistret, så massen fordeles nemmest, hvis man først søger for at “klistre” den fast til siderne – så ryger den ikke med rundt. Evt. ujævnheder ses ikke, når først skumfiduserne klippes i små firkanter.

Sigt flormelis ovenpå skumfidusmassen og lad den tørre i 4-6 timer. Befri skumfidusen fra fadet – brug evt. lidt ekstra flormelis til kanterne og klip eller skær så skumfidusen i strimler, som vendes i flormelis og derefter klippes i firkanter. Vend de færdige skumfiduser i flormelis og lad dem evt. tørre i yderligere et par timer. Opbevar skumfiduserne i en lufttæt beholder. Begynder de at klistre let sammen, kan de blot vendes med lidt ekstra flormelis.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)