Med udgangen af februar har vi også sagt farvel og tak for denne gang til vinteren og man kan allerede nu mærke, hvordan foråret langsomt rykker ind på os – blomster pibler frem i haverne, pludselig er det ikke længere helt mørkt, når vi spiser aftensmad og den seneste lille uges tid har det været helt forrygende lunt og lækkert solskinsvejr, når vi har gået ture med Villy. Der er masser af forår i luften, solsorten pipper igen udenfor, når jeg står i køkkenet og laver aftensmad og i slutningen af denne her måned stiller vi uret frem og så kan vi for alvor mærke, hvordan dagene bliver længere og lyset tager til.

I marts glæder jeg mig til…

  • At fylde stuerne med fine grene, tulipaner og smukke, gule påskeliljer, som man lige om lidt kan købe alle steder til ingen penge og tænde stearinlys efter aftensmaden, når lyset svinder på den der helt specielle måde, som er karakteristisk for foråret.
  • At komme i haven med Morten og Villy og rive de sidste af efterårets blade, og en masse grene og kviste, som er blæst af træerne her henover vinteren, sammen. Vi har mange projekter i haven, fordi vi først og fremmest koncentrerede os om at gøre huset beboeligt, dengang vi overtog det, men nu må turen snart være kommet til haven. Måske slutter vi en dag i haven af med at smide et par pølser på grillen og spiser hjemmelavede hotdogs til aften.
  • At holde en skøn påskeferie sammen med Morten med tid til hygge og langsom morgenmad – jeg håber også på sol og varme dage – måske med en køretur til Vestkysten eller lignende, en gåtur langs vandet, en lækker frokost, røde kinder og aftensmad derhjemme, som blot skal sættes i ovnen.
  • At spise en lille uformel påskefrokost sammen med gode venner. Vi har allerede reserveret bord på Grejsdalens Hotel her i Vejle og glæder os til at blive forkælet og gå ombord i en skøn påskebuffet.
  • At finde en lun krog med sol, varme og læ på terrassen, hvor jeg kan sidde indhyllet i et lunt tæppe med en god bog og en kop varm te, hvis jeg er heldig. Men vi skal nok nærmere ind i april, før jeg for alvor får lov til at opleve sådan nogle dage.
  • At få gang i et par skønne hjemmelavede scrubs, både til ansigtet og til kroppen, og få opdateret hjemmespaen med lækre produkter. Vinteren er hård for min hud, som bliver tør og trist at se på, men lige rundt om hjørnet venter solen og varmen, bare arme og fødder i sandalerne, så jeg må hellere komme i gang.
  • At se de mange små og fine forårsblomster titte op ad jorden – vintergækker og erantis er allerede spiret frem i løbet af den seneste måned, men jeg glæder mig også til krokus og perlehyacinter og selvfølgelig til at kunne plante lidt forårsblomster i vores egne krukker udenfor. Morten fandt et fint gevir, da vi var ude at gå i Frederikshåb Plantage forleden og det skal selvfølgelig ud og ligge sammen med de mange andre små ting, som jeg har samlet på vores hjemmelavede havebænk.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)