Selvom vi først lige har taget hul på marts måned, og dermed også foråret, så synes jeg faktisk, at jeg kan mærke, at det er blevet lunere. Måske er det bare noget, jeg bilder mig ind, men når Villy og jeg går morgentur, synes jeg ikke længere, at det er nødvendigt både at have handsker, hue og halstørklæde på. Det er blevet lysere – både om morgenen og om aftenen, solsorten synger i vilden sky og ude i søen tøffer ænder, svaner og blishøns rundt to og to, imens de mange buske og små træer, som vi møder på vores vej, er fyldt med store, fede lysegrønne knopper, som bare venter på lidt sol og varme, før de for alvor springer ud. Der er ganske enkelt masser af forår i luften og i madplanen, hvor de lidt tungere retter og grove grønsager nu langsomt erstattes af de lettere – jeg glæder mig i hvert fald til at sætte tænderne i uge 10.

 

 

Madplan uge 10.

Mandag – Menuen står på en slags thai suppe, nemlig kokos-karrysuppe med kylling og nudler. Opskriften er endnu ikke på bloggen, men den kommer selvfølgelig efterfølgende. Efter suppen tror jeg, at vi skal have testet vores nye vaffeljern med en portion belgiske vafler med flormelis og syltetøj, måske også en kugle god is.

Tirsdag – Jeg har et par porrer liggende, som blev til overs fra sidste uges farserede porrer og de kommer i en porretærte med bacon og tomat. Opskriften på de farserede porrer ligger for øvrigt klar og skal nok komme på bloggen indenfor overskuelig fremtid.

Onsdag – Onsdag er det vores tur til at holde madklub og det bliver til en ordentlig omgang fastfood, nemlig kylling med pommes frites, agurkesalat og remoulade. Man da det nu er madklub, bliver det selvfølgelig på den hjemmelavede måde med stegte kyllinger, ovnfritter og hjemmelavet agurkesalat. Ved siden af, skal vi have en portion blandet salat og muligvis også en portion aioli, så er der andet end remoulade at dyppe i. Desserten er endnu ikke planlagt.

Torsdag – Menuen står på en gratin med gulerødder og blomkål. En af mine livretter, men da jeg ikke synes, at en gratin er sådan typisk vintermad, har vi faktisk ikke fået det meget længe. Nu er det dog så småt igen ved at være tiden, hvor man kan købe ordentlige blomkål og det skal udnyttes. Morten får et par frikadeller ved siden af – vi har en rest stående i køleskabet – og jeg spiser gratinen, som jeg foretrækker den – helt plain og uden noget som helst andet til – det skulle da lige være et drys friskhakket persille.

Fredag – Fredag skal vi have glaseret hamburgerryg – bare en lille en, så der ikke bliver flere rester, end at de kan spises til frokost på et stykke rugbrød med italiensk salat i løbet af weekenden. Tilbehøret bliver enten denne her lækre rissalat eller også hasselback kartofler og en broccoli salat. Hvis vi lander på rissalat, koger jeg ekstra ris, så er der også til nem aftensmad søndag.

Lørdag – Lørdag skal vi spise hos mine forældre, for min lillebrors kæreste kommer på weekend – min lillebror cykler jo rundt i Afrika og hun tager lige straks ned og besøger ham, men inden da kan vi lige hygge os sammen i en weekend.

Søndag – Søndag skal vi have endnu en form for thai mad, nemlig stegte ris med forskellige slags grønsager og kylling – også kaldet thailandsk biksemad. Jeg har altid været vild med ris med grønsager og fik gerne en portion, hvis vi hentede kinesermad, da jeg var lille, men først sidenhen er jeg blevet helt klar over det geniale i en ret, som blot skal laves på en rest kogte ris, lidt kylling og snittede grønsager. Det er bare så nem og lækker mad. Derudover vil jeg bage en portion af de her lækre og sprøde müslibarer, så der er til den kommende uges madpakker. Jeg synes ofte, at såkaldt sunde müslibarer alligevel indeholder en masse sukker i form af fx honning, men i disse er der kun 1 spsk honning og så tørret frugt og de smager skønt.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)