Weekenden er gået med hygge, selvforkælelse, morgenbrød fra bageren, lækre røde bøffer til aftensmad, gåtur ved stranden, gode film og masser af sofahygge med en god bog. Vi har med andre ord haft en totalt afslappet weekend, hvilket især Morten har sat pris på, efter at han kom hjem fra en uges arbejde i London fredag aften. Gaver havde han sørme også med hjem til mig, jeg var nemlig så heldig at få en stor pakke lækker te, et skønt madblad (jeg elsker amerikanske og engelske madblade) og en pakke engelske vingummier. Så dejligt at blive forkælet med gaver, når man har været alene hjemme i en uge og også lidt hyggeligt at vide, at han har tænkt på mig.

Nu går weekenden så på hæld, men i næste uge venter en dejlig påskeferie og endnu mere hygge, afslapning og feriestemning. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har den på den måde, men når vi kommer til påske, så synes jeg altså, at det er som om, at foråret for alvor tager fat. Jeg tror at alle mine “påske-forårsfornemmelser” hænger sammen med de spirende forårsblomster, som man måske netop har tid til at nyde og få øje på i påsken – anemoner, martsvioler eller gule påskeliljer i krukker, der lyser op. Grene med spæde, lysegrønne blade der hentes ind og pyntes med små æg og papirsklip og, hvis man er heldig, cafe latte i solen i en god krog med læ.

Sidste år var vi jo på påskeferie i Amsterdam – en fantastisk hyggelig tur, som bare var helt perfekt og bød på sol og lune dage. I år byder påsken på en skønsom blanding af arbejde, fridage, påskeferie og masser af dejlige begivenheder, som vi glæder os til. Det bliver så som så med aftensmaden, for en del af dagene er vi faktisk slet ikke hjemme, men til gengæld bliver der masser af tid til langsom morgenmad, feriehygge og selvfølgelig fremstilling af hjemmelavede påskeæg.

 

 

Madplan uge 12.

Mandag – Menuen står på en mexicansk lasagne med masser af lækker salatfyld. Jeg tror, at jeg denne gang vil prøve at lave hjemmelavet taco mix til krydring af oksekødet, for jeg kan godt lide at vide, hvad der er i de ting, jeg kommer i maden og på den måde er jeg også selv herre over smagen. Opskriften kommer selvfølgelig på bloggen.

Tirsdag – Tirsdag skal vi ud og spise. Tommy og Kim har bryllupsdag og det fejrer vi gerne med en tur på en hyggelig restaurant. Glæder mig allerede til god mad, forkælelse, hygge, masser af snak og grin.

Onsdag – Vi har som sagt en del arrangementer på programmet i påsken og skal derfor også spise aftensmad ude en hel del gange. Vi er derfor begge enige om, at maden på de dage hvor vi ikke skal spise ude, gerne må være lidt let, selvom det selvfølgelig også skal være lækkert – vi har jo trods alt stadig ferie. Derfor står menuen onsdag aften på en lækker og cremet blomkålssuppe med forårsløg og bacon og så bager jeg denne her pizzastjerne med tomat og mozzarella, som vi kan spise til suppen.

Torsdag – Skærtorsdag kører vi gerne et smut til Flensborg sammen med mine forældre og onkel og laver en hyggedag ud af det. Rigtig mange mennesker siger, at man skal holde sig fra at køre til grænsen Skærtorsdag, fordi der er alt for mange mennesker, men vi plejer at have en fantastisk hyggelig dag med strøgtur og butiks-kiggeri, frokost og kaffe med lækre kager, evt. aftensmad og et enkelt smut i en grænsebutik, inden vi venter snuden hjemad ud på aftenen og vi har aldrig oplevet at stå i voldsomme køer. Måske fordi vi bruger dagen i Flensborg og først handler ind, når de fleste er kørt hjem igen.

Fredag – Langfredag skal vi sammen med 2 hold venner til påskefrokost på Grejsdalens Hotel her i Vejle. Det er første gang, at vi skal prøve deres påskefrokost buffet og jeg glæder mig ret meget til at se, hvad de har fundet på. Jeg tror ærlig talt ikke, at det bliver den store sult, der plager os til aften, efter sådan en gedigen frokostbuffet, så aftensmaden springer vi vist bare over. Morgenmaden er dog en helt anden sag, for fredag er det international vaffeldag og derfor skal vi selvfølgelig begynde dagen med en lækker morgenmadsvaffel med skyr og frisk frugt.

Lørdag – En af mine pasta-livretter er denne her pasta i flødesauce med bacon og ærter. Den smager fuldstændig forrygende, også selvom der bruges frosne ærter i stedet for friske og jeg glæder mig allerede, til den skal på menuen lørdag aften. Grøn salat ved siden af er rigtig godt og bidrager med lidt knas til den bløde ret.

Søndag – Morten har bestemt, at det er på tide vi får en wienerschnitzel med ærter og brasede kartofler, så den er kommet på menuen søndag. Morten er virkelig god til at lave perfekte, brasede kartofler – de bliver bare så lækre, brune og sprøde, så det er gerne ham, som står for kartoflerne, imens jeg passer schnitzlerne og varmer ærterne.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)