Der ryger en del rodfrugter indenbords i løbet af sådan en vinter – dels fordi de er sunde, de mætter og bidrager med masser af kostfibre, men derudover er det jo heller ikke fordi, der er så frygtelig mange grønsager at vælge imellem på denne tid af året. Heldigvis er både Morten og jeg ret glade for de forskellige rodfrugter, som vi enten bruger i supper, river i kødsaucer til lasagner og lignende eller blot skærer i mindre stykker og bager i ovnen.

Jeg kan egentlig godt lide at fylde en hel bradepande med en overflod af forskellige slags rodfrugter i grove tern, hele fed hvidløg, løg i kvarte, krydderurter og så bare dryppe lidt god olie og havsalt over, inden det hele smækkes i ovnen og bages mørt og lækkert. Men indimellem er det nu også meget rart bare at koncentrere sig om en enkelt ingrediens og så nyde den i fulde drag.

Disse her bagte rødbeder serverede jeg med smør, som var smagt til med wasabi, også kaldet japansk peberrod, og som de fleste af os nok mest forbinder med sushi. Jeg synes ikke, at der skal bruges alt for meget wasabi pasta til smørret – bevares, det skal kunne smages, men ikke sådan at det river i næsen og øjnene løber i vand. Derfor kom jeg frem til, at 1 lille tsk wasabi pasta til 25 gr smør var nogenlunde passende, men det afhænger jo af smag og behag. Bryder man sig ikke om wasabi, eller kan man ganske enkelt ikke lige skaffe det, kan jeg for øvrigt anbefale en variant af wasabi-smørret, nemlig peberrodssmør, der eftersigende skulle være en gammel, dansk klassiker bestående af smør som er rørt sammen med lidt frisk, fintrevet peberrod, hvilket også går perfekt i spænd med bagte rødbeder eller bare rodfrugter generelt.

 

 

Rødbederne købte jeg i en gårdbutik for et par uger siden og egentlig havde jeg tænkt mig at lave en portion syltede rødbeder af dem, men da de var noget uens i størrelsen, syltede jeg kun de store og gemte så de små og fine. Rødbederne med wasabi-smør spiste vi til en god bøf med lidt blandet salat ved siden af og det var simpelthen bare noget af det lækreste tilbehør, vi har fået længe. Bagte rødbeder er jeg generelt vild med, men kombinationen af det salte smør og den skarpe wasabi sammen med de bagte, søde rødder var simpelthen ganske eminent og jeg endte med at spise næsten 400 gr. rødbeder. Wauuu det var godt, men bliv nu ikke forskrækket dagen efter, når man går på toilettet og tisser mørkerødt 😉

Bagte rødbeder med peberrodssmør.

500 gr rødbeder.

1 spsk olie

25 gr blødt smør

1 tsk wasabi pasta

1-2 tsk havsalt

Skræl rødbederne, skær dem i stave og kom dem i en frysepose sammen med olien. Massér posen let, så olien fordeles jævnt på alle rødbedestykkerne. Hæld rødbederne ud på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem møre i ovnen i 20-25 minutter ved 200 grader. Imens røres blødt smør og wasabi pasta sammen og stilles på køl. Anret de bagte rødbeder på et fad og drys med havsalt. Kugl smørret op med en teske og læg et par kugler på toppen af rødbederne. Server straks de varme rødbeder med det smeltende wasabi smør.

Note. Skal rødbederne serveres for gæster, så skræl og skær dem i stave om morgenen eller dagen før og læg dem på køl i en frysepose. Så er det bare lige at vende rødbederne med olie og bage dem inden servering. Smørret kan ligeledes laves dagen før og skal så blot opbevares på køl til servering.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)