Indlægget er udarbejdet i samarbejde med Tefal Snack Collection, men ord og holdninger er helt mine egne.

Påskeferien lakker så småt mod enden og i morgen starter Morten på arbejde igen, imens jeg selv snupper et par dage på skolebænken. Dagen i dag derfor er blevet brugt på ren afslapning og max hygge og for at være helt ærlig, så har vi stort set ikke foretaget os noget som helst, udover at gå en lang tur med Villy langs stranden.

 

 

Til aften snakkede vi om at bestille et par pizzaer, men i stedet endte det med, at jeg fandt vaffeljernet frem og lavede disse her pizzavafler, som i stedet kom til at udgøre vores aftensmad. De smagte faktisk ganske forrygende, så det blev bestemt en beslutning, vi ikke kom til at fortryde. Vi havde lidt pepperoni liggende i køleskabet, så valget faldt meget naturligt på pizzavafler med pepperoni og ost, men der kunne lige så godt have været brugt skinke, kylling, kebab eller måske rejer, ligesom kød og ost sagtens kunne have været suppleret med peberfrugt i små tern, ananas i tern, grofthakkede champignons, soltørrede tomater eller oliven.

IMG_4473

Jeg serverede de varme pizzavafler med en god tomatsauce, som vi dryppede ovenpå vaflerne sammen med lidt ekstra revet ost, men jeg kunne også sagtens forestille mig, at det havde været lækkert at servere vaflerne a la salatpizzaer med strimlet salat, tomat, agurk, majs og en god creme fraiche dressing på toppen. Vi spiste hver 2 pizzaer og resten er pakket ned og kommer med på madpakken i morgen – jeg har nemlig sådan på fornemmelsen, at vaffelpizzaerne – ligesom almindelige pizzaer, også er ret lækre dagen efter, når de er kolde.

Pizzavafler med pepperoni og ost.

6 stk.

1 dl vand, lillefingervarmt

½ dl græsk yoghurt

1/4 pk gær

1 tsk salt

1 tsk sukker

1 æg

175 gr hvedemel

100 gr revet ost

50 gr pepperoni, skåret i mindre tern

2 tsk tørret oregano

Desuden – tomatsauce og revet ost til servering

Kom vand og græsk yoghurt i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt salt, sukker, æg og hvedemel og rør til dejen er klumpfri. Dæk skålen til og lad dejen hæve i 30-45 minutter. Rør revet ost, pepperoni og oregano i dejen, sæt pladerne til belgiske vafler i vaffeljernet, varm jernet op og bag vaflerne gyldne og lækre. Server de varme, friskbagte vafler med en god tomatsauce og evt. lidt revet ost på toppen. Frisk basilikum og sorte oliven er også lækkert.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)