Chiagrød eller chiapudding. En lækker og cremet, kold “grød” som laves af chiafrø og en eller anden form for væde, som de supersunde, små frø kan suge til sig. En skøn morgenmad eller snack, som kan toppes med alt hvad hjertet kan begære af bær, nødder, tørret frugt, granola, hakket chokolade og meget andet godt. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser.

Se også – Havregrød I Bananvafler I Køleskabsgrød med kakao

Opskrift på chiagrød med vanilje.

Chiafrø har en helt fantastisk evne til at suge væde til sig. Og frøene bidrager til en dejlig cremet konsistens, når de udrøres i væske som fx mælk, plantemælk, kokosmælk eller lign. og får lov til at trække i nogle timer.

Chiagrød er desuden supernem at lave. Man skal blot røre hele herligheden sammen om aftenen, og lade den hvile på køl natten over, og så er der lækker chiagrød til morgenmad. Helt oplagt både til hverdag og i weekenden, hvor chiagrød er et superlækkert indslag til en hyggelig brunch.

Tip! Se også tips til lækre variationer af chiagrød under opskriften.

Chiagrød i 2 glas pyntet med bær
Print opskrift Pin opskrift
5 fra 1 stemme

Chiagrød

Hviletid4 t
Samlet tid4 t 10 min
Antal: 4 portioner

Ingredienser

  • 4 dl mælk
  • 4 spsk chiafrø (ca 80 gr)
  • 3 dl skyr (jeg bruger vaniljeskyr)
  • 2 spsk citronsaft (kan udelades)
  • 1 spsk honning/sirup (kan udelades)
  • 1 tsk vaniljepulver
  • evt. friske bær til pynt

Fremgangsmåde

  • Kom mælk og chiafrø i en skål og pisk det sammen. Dæk skålen til og sæt den på køl – gerne natten over men minimum 4 timer.
  • Pisk chiagrøden grundigt igennem til en cremet masse. Tilsæt skyr og smag til med citronsaft, honning eller sirup og vaniljepulver.
  • Anret chiagrøden i 4 skåle eller portionsglas og pynt med friske bær.
  • Bliver der rester, så kan grøden sagtens holde sig 2-3 dage på køl. Den skal blot røres igennem inden servering. Chiagrød er ikke fryseegnet.
  • Tip! Lav chiagrød med hindbær, ved at mose 150-200 gr friske hindbær med en gaffel og vende dem i chiagrøden, så den bliver fint lyserød.

Lækre variationer af grød med chiafrø.

Chiafrø i sig selv smager ikke af særlig meget. Smagen i grøden kommer derfor udelukkende fra de øvrige ingredienser, og det står selvfølgelig enhver frit for at sammensætte sin egen favorit. Jeg rører gerne frøene ud i almindelig mælk, men plantemælk, kokosmælk og lignende er bestemt også en mulighed.

Derudover kan man tilsætte smag til grøden i form af vanilje, kanel, kakaopulver, honning, citronsaft og friske bær, for nu blot at nævne nogle eksempler. Jeg har brugt friske hindbær i ovenstående opskrift, men i teorien kan der bruges alle mulige former for bær. Det samme gælder frugtkompot og frosne bær, der kan røres i grøden inden servering.

Vær dog OBS på, at frosne (udenlandske) bær skal have et hurtigt opkog, inden de blandes i grøden. Faktisk varmebehandler jeg stort set alle former for frosne bær, inden jeg bruger dem. Medmindre der er tale om bær fra vores egen have, der er garanteret fri for bakterier.

Chiafrø og chiagrød.

Chiafrø blev oprindeligt blev dyrket i Syd- og Mellemamerika. Men af en eller anden grund forsvandt de næsten, indtil de igen kom frem i 1990’erne. Frøene er fyldt med kostfibre, protein og omega-3 fedtsyrer, hvilket nok har været medvirkende til, at de ikke bare er blevet “genopdaget”, men også er blevet voldsomt populære. Faktisk betegnes de i dag som superfood.

Frøene kan bruges til chiagrød, som topping, i smoothies eller i bagværk. Man skal dog være opmærksom på, at det anbefales højst at indtage 2 spsk chiafrø om dagen. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)