Jeg er faktisk ret kedelig, når det kommer til chips – jeg spiser stort set kun dem med salt på, allerhelst dem som er lidt tykke i det, og så selvfølgelig ostepops, men hey…… ostepops er ikke rigtigt at betegne som chips, vel – der er nok nærmere tale om en livsnødvendig fødevare – det er i hvert fald min faste overbevisning 😉

Udover chips med salt har jeg dog også en absolut svaghed for dem med salt og eddike på og jeg er derfor ret så begejstret for, at de nu endelig er slået så meget igennem på det danske marked, at man efterhånden kan købe dem i de fleste, større supermarkeder, endog i flere forskellige varianter. Tidligere har jeg måttet nøjes med salt and vinegar chips, når vi var på ferie på steder, hvor der også kom englændere og så selvfølgelig i USA, hvor de har en helt masse spændende varianter med forskellige slags eddike.

På det seneste har jeg så begivet mig ud i en hjemmelavet version af de fantastiske salt and vinegar chips og jeg må indrømme, at det ikke ligefrem har hjulpet på mit afhængighedsforhold – tværtimod næsten. Jeg laver chipsene på samme måde, som jeg laver hjemmelavede franske kartofler, nemlig i mikrobølgeovnen. Det giver knasende sprøde og lækre chips med et minimum af arbejde og fedtstof – ikke noget med varm olie, fedtsprøjt og efterfølgende rengøring, bare lækre, sprøde chips.

 

 

Jeg laver kun en lille portion ad gangen – 1 eller 2 kartofler, som jeg skræller og skærer i tynde skiver. Det giver 3-4 håndfulde færdige chips, altså en portion som passer perfekt til Morten og mig til en lille pre-dinner drink eller en aften med sofahygge, en god film og et glas vin eller en kop te, evt. med lidt saltede nødder eller lignende ved siden af. Skulle jeg lave en større portion chips, kunne jeg dog sagtens finde på at stege de tynde kartoffelskiver sprøde og lysebrune i en gryde med ca ½ liter olie og efterfølgende lægge dem til afdrypning på køkkenrulle og drysse med fint kværnet havsalt. Mums…

Hjemmelavede salt and vinegar chips.

2 pers. (snack)

1 stor kartoffel eller 2 mindre

2 dl eddike – jeg bruger lagereddike

½ dl vand

salt

Skræl kartoflen og skær den i ultratynde skiver med en skarp kniv eller en mandolin. Skyl kartoflerne, kom dem i en skål og hæld vand på til det dækker. Lad kartoflerne stå i ca. 15 minutter så stivelsen siver ud i vandet og hæld så vandet fra. I en anden skål blandes eddike og vand og kartoffelskiverne lægges i blød i eddikelagen i ca. 1,5 time. Hæld eddikelagen fra kartoflerne, beklæd en tallerken med et passende stykke bagepapir og placer kartoffelskiverne i et enkelt lag på tallerkenen – skiverne skal ikke røre hinanden. Sæt tallerkenen i mikrobølgeovnen i 3-4 minutter ved fuld watt, tag derefter tallerkenen ud, vend kartoffelskiverne og giv dem igen 3-4 minutter ved fuld watt. Er chipsene stadig let bløde, så giv dem yderligere 1-2 minutter. Hæld de færdige chips over på et stykke bagepapir til afkøling og drys med fint salt. Fortsæt til alle kartoffelskiverne er stegt sprøde og gyldne.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)