En dejlig og begivenhedsrig weekend, som blandt andet har budt på tur til Flensborg med shopping og frokost i solen, en tur i Legoland – også med frokost i solen og en lang gåtur i en hundeskoven med Villy, går nu på hæld og det er tid til at få kigget lidt på menuen for den kommende uge.

Det bliver en uge uden nogle specielle planer, arrangementer eller begivenheder, hvilket vi absolut ikke har noget imod. Onsdag er det vores tur til at holde en gang madklub og jeg fortsætter temaet med hjemmelavet fast food, men ellers byder den kommende uge ikke på de store ting – vi skal vist bare hygge os og slappe af. Ikke de ringeste udsigter, efter min mening.

Madplan uge 15.

Mandag –  Vi starter ugen med en blomkålsgratin med gulerødder, som især jeg er fuldstændig vild med. Vi spiser gerne gratinen som hovedret, men den kan også sagtens bruges som tilbehør til eksempelvis frikadeller eller en rest farsbrød.

Tirsdag – Tirsdag skal vi have spaghetti med kødboller i en lækker og aromatisk tomatsauce i bedste “Lady og Vagabonden” stil. Det tager lidt tid at trille de små kødboller, men det er i grunden vældig hyggeligt og den færdige spaghetti er bestemt det hele værd.

Onsdag – Det er vores tur til at holde madklub og menuen står på hjemmelavet kyllingeshawarma i lækre, tyrkiske fladbrød med salat, tomat, agurk, majs, ærter, løg, feta og creme fraiche dressing. Måske også en lille smule ristede kartofler ved siden af og så skulle alle gerne blive mætte. Desserten skal vi ikke tænke på, for den kommer Tommy og Kim med.

Torsdag – Torsdag står menuen på spinatpandekager med skinke og ost og så laver jeg en salat på resterne af salatfyldet fra onsdagens shawarma-ruller. Jeg bruger gerne frossen spinat til spinatpandekagerne, men da der er alt for meget spinat i sådan en pose, bliver resten brugt til spinatlasagne senere på ugen.

Fredag – Jeg har et par lækre, økologiske entrecotes og dem vil jeg glæde mig til, at vi skal have fredag aften sammen med smørristede asparges, skønne kartoffel-twistere med parmesan og den bedste, hjemmelavede whiskeysauce. Et glas rødvin “on the side” og så er weekenden ligesom skudt i gang på den bedste måde.

Lørdag – Pizza night!!! Lørdag aften byder på hjemmelavede pizzaer og jeg tror, at det bliver deep pan varianten, nemlig denne her focaccia pizza med pepperoni og mozzarella, som jeg lavede første gang for snart mange år siden, men som vi bliver ved med at vende tilbage til, simpelthen fordi bunden er så tyk og svampet, blød og lækker – her er virkelig pizzabund for alle pengene.

Søndag – Vegetarlasagne af den bedste slags, nemlig en helt plain spinatlasagne med morneysauce og mozzarella. Er man til laks, kan der med fordel tilføjes lidt røget eller rå laks i mindre stykker imellem lagene i lasagnen, så bliver det til den lækreste lasagne med laks og spinat.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)