Allerførst vil jeg gerne starte med at takke Jer, som har ønsket mig stort tillykke med min veloverståede modul eksamen, som jeg fortalte om i går aftes inde på bloggens facebook-side. Nu venter nogle dejlige fridage, for jeg skal ikke i skole igen før i begyndelsen af næste uge, hvor vi starter det ny modul op og jeg skal derfor leve højt på mit 12-tal i de næste par dage. Noget andet, som jeg skal leve højt på er, at jeg ikke har nogen som helst lektier eller lignende, som jeg kan kaste mig over – den helt store fordel ved at have et par fridage imellem 2 moduler er nemlig, at alt fra det forrige modul er afsluttet og intet for det kommende modul er påbegyndt – der er altså ikke noget som helst, som jeg kan forberede, læse op på eller repetere og jeg er derfor 100% fri til at gøre som jeg vil, hvilket selvfølgelig betyder ekstra tid til hygge og eksperimenter i køkkenet og jeg glæder mig helt vildt.

Som jeg proklamerede i indlægget med de teriyaki glaserede kødboller og stegte nudler med grønsager forleden dag, så skulle der ikke gå alt for lang tid, inden jeg igen kastede mig over mad med et asiatisk twist og det kom til at holde stik. Forleden aften lavede jeg nemlig disse her super nemme, men ret så lækre og vanedannende, små sticks med forskelligt fyld, som vi nippede af, imens vi nød en lille drink, inden vi spiste aftensmad.

Fordelen ved denne her opskrift er, at en del af elementerne går igen og man kan derfor fremtrylle en ret stor portion sticks i forskellige varianter, og til alle aldersgrupper, på relativ kort tid. Jeg brugte små, lækre cocktailpølser, store tigerrejer og stykker af frisk ananas til vores sticks, men der kunne også have været brugt små stykker kylling eller and, små kødboller, mango, avocado, kammuslinger, dadler eller noget helt andet – det gælder bare om at pakke det valgte fyld ind i bacon, pensle med honning-teriyaki marinade og stege hele herligheden i ovnen og så er der lækre, små sticks klar til servering.

Jeg skar en frisk lime ud i både til at presse over de færdige sticks, hvilket især smagte skønt på den variant, som var lavet med rejer, men man kunne også sagtens lave en dip med soya eller måske servere lidt sød chilisauce til de færdige sticks – sød chilisauce vil formentlig være ret så genial, hvis man laver sticks med cocktailpølser og bacon. Alternativt kan man bare spise de lækre sticks som de er og nyde den skønne, søde og salte smag fra honning og teriyakisauce – en perfekt appetizer som bestemt kommer på menuen igen, når vi skal til at nyde de lange aftener på terrassen, hvor jeg har tradition for at servere lidt lækkert, imens vi venter på at kullene til grillen bliver klar.

Små sticks.

24 stk.

8 tigerrejer, rå

8 cocktailpølser af en god kvalitet

8 stykker frisk ananas

12 skiver bacon

4 store spsk honning

3-4 spsk teriyakisauce

24 små træspid

Pil rejerne og fjern den sorte tarm, men lad evt. haleviften sidde. Halver baconstykkerne på tværs og vikl et halvt stykke bacon om hver reje, om hver cocktailpølse og hvert ananasstykke – sæt herefter hvert enkelt stykke på et lille træspid. Rør honning og teriyakisauce sammen og pensl alle stykkerne med marinaden. Læg de små spid på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem i ovnen ved 175 grader i 15-20 minutter til baconstykkerne er brune og sprøde – vend evt. de små spyd undervejs. Server de små spyd lune, evt med limesaft til at dryppe over eller en god dip ved siden af.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)